Vinteren ramte i weekenden de tyske Eifel-bjerge, hvor finaleløbet i VLN Langstreckenmeisterschaft ellers skulle være kørt.

Fredagens frie træning blev kørt i heftigt regnvejr, og herefter viste Nürburgrings Nordschleife sig fra sin værste side. Et snefald betød, at løbsledelsen var nødt til at aflyse løbet, 37. DMV Münsterlandpokal.

Størstedelen af banen var kørbar, men Tiergarten og Fuchsröhre samt afkørselszoner var dækket af sne, hvilket gjorde løb for farligt.

Allan Simonsen skulle som eneste dansker have deltaget for Cyber Racing AMR i en Aston Martin Vantage GT3 sammen med Dominik Farnbacher.