Når svenske STCC i weekenden krydser klinger med danske DTC på FDM Jyllandsringen, så bliver det med svensk sejr. I hvert fald hvis man spørger nogle af de svenske BMW-teams, der kommer fuldt forberedte og med opdaterede BMW 320si-racere.
Richard Göransson, den tidligere STCC-mester, har banket rusten af sig i VLN-serien i Tyskland i en BMW Z4 GT3. WestCoast Racings enlige kører er selvsikker.
– Jeg føler mig godt forberedt. Jeg har kørt hvad der svarer til en halv STCC-sæson i Tyskland i foråret og kan ikke blive mere klar. Jeg føler mig vældigt stærk, siger svenske Göransson på teamets hjemmeside.
– Det her bliver et af de hårdeste race længe, vi er nok syv stykker, som kan vinde premieren, siger Göransson.
Den svenske racerkører har under forårets tests været i karambolage med sin tidligere chef i Flash Engineering. Også her er selvsikkerheden i top.
– Jeg er overbevist om at at Flash Engineering kommer til at blive et af de to teams, der slås om titlerne i slutningen af årets sæson, siger farverige Jan ”Flash” Nilsson.
Teamet har tidligere på måneden testet på FDM Jyllandsringen og har udover setups også selvtillid med i teamets transportere.
– Vi har haft en god forsæson og har fundet de rigtige indstillinger med det samme. Jeg kender banen og føler mig godt forberedt, siger Thed Björk (foto) fra Flash Engineering.
Jan Nilsson har tidligere vundet Carrera Cup Scandinavia-løb på netop Jyllandsringen i 2005. Thed Björk har også sejret på banen. Det skete i det svenske GT-mesterskab, hvor Björk vandt i Porsche 996 GT3 RSR foran de større GT1-racere som Chrysler Viper.
Også det regerende mesterteam Volvo Olsbergs Green Racing forventes at være med helt fremme – onsdag har netop de testet på Jyllandsringen.
HUSK! Du kan se program, tv-tider og link til livetiming under vores motorsportskalender nederst på siden
Foto: Brian Laursen, www.racemag.dk