For andet år i træk får Iron Dames-bilen ny maling til 24-timers løbet på Le Mans. I år er temaet Powering Your Dreams.

“Lakeringen “Powering Your Dreams” fra 2025 er både symbolsk og iøjnefaldende, hvor hver eneste kurve og farve afspejler selve grundpillerne i Iron Dames’ attitude: PASSION. BESLUTSOMHED. DISCIPLIN. ENGAGEMENT. ENERGI. Dette er mere end blot en bil – det er en rullende erklæring om, hvad der skal til for at jage det umulige, og en visuel hyldest til, hvad det vil sige at drømme – og levere”, skriver Iron Dames i en pressemeddelelse

Ny lak, ny holdkammerat, nyt hold

Lakeringen er ikke det eneste, der er anderledes for Michelle Gatting og Iron Dames i årets Le Mans. For første gang er Célia Martin nemlig holdets bronzekører, mens Iron Dames nu drives af Manthey Racing i stedet for Iron Lynx. Med skiftet fra Iron Lynx og Lamborghini til Mantheys Porsche er Gatting desuden blevet forfremmet til Porsche fabrikskører i 2025-sæsonen:

“Det er altid særligt at være tilbage på Le Mans, at være tilbage for syvende gang som en Iron Dame og en Porsche fabrikskører er endnu mere særligt. Jeg er meget begejstret for netop det her 24-timers Le Mans fordi vi annoncerer et nyt stærkt partnerskab med TotalEnergies, men også fordi vi kører med det hold [Manthey Racing] som dominerede 24-timers Le Mans sidste år. Selvfølgelig ved vi, at det ikke bliver en let opgave – det er det aldrig – og derfor skal vi være ekstra stærke og arbejde ekstra hårdt for at opnå et godt resultat”, siger Michelle Gatting.

Se Iron Dames’ Powering Your Dreams-lakering i galleriet her:

Du kan læse mere om Michelle Gatting og hendes nye hold og medkørere i artiklen her.

Michelle Gatting er indplaceret i DASU’s Team Danmark-trup.