Robert Schlünssen klarede sig igennem det dansk/svenske slag som bedste pointsamler. En sjetteplads i første løb og en ottendeplads i andet. Men som med Jan Magnussen var potentialet til så meget mere, selvom dansk/tyskerens kvalifikation blev forpurret af gulflagsperiode.
– Det føltes rigtig godt i første løb, men jeg var lidt utryg ved startpositionen. På Jyllandsringen vidste jeg, at jeg ville have farten til at kunne holde folk bag mig, men her har jeg ikke helt speeden, sagde Robert Schlünssen til Racemag før starten på andet løb.
I den start fik Alternative Engineerings kører en god start og var helt oppe bag polesitter Patrik Olsson i Volkswagen Scirocco. Et lille puf til ham og Jan Magnussen kostede dog en drivethrough-straf og en potentiel topplacering.
Men selvom Schlünssen efter straffen var bagerst i feltet, kørte han sig frem til en ottendeplads og flere gode point.
– Det er ærgerligt, jeg talte med Jan bagefter, og han forstod ikke straffen. Bilen var lidt svær at køre i første løb, men i andet løb gik den rigtig godt og var nem at køre, siger Schlünssen videre.
Trods de udeblevende topresultater er Robert Schlünssen bedste dansker i Scandinavian Touring Car Cup på en tredjeplads – 24 point efter den førende Robert Dahlgren og ni point efter Richard Göransson – de to, der hver vandt et løb lørdag.
Scandinavian Touring Car Cup efter anden afdeling:
1 | Robert Dahlgren | 65 |
2 | Richard Göransson | 50 |
3 | Robert Schlünssen | 41 |
4 | Fredrik Ekblom | 38 |
5 | Jan Magnussen | 32 |
6 | Patrik Olsson | 28 |
Johan Sturesson | 28 | |
8 | Dick Sahlén | 26 |
9 | Tommy Rustad | 25 |
10 | Jens Møller | 21 |
11 | Mattias Andersson | 20 |
12 | Jason Watt | 13 |
13 | Viktor Hallrup | 10 |
14 | Thed Björk | 4 |
15 | Jan Nilsson | 2 |
16 | Roger Eriksson | 1 |
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk