Michael Christensen har allerede sikret sig guldet, men de efterfølgende pladser i Tegee-Dan Renault Clio Cup mangler endnu at få sat navn på.
Det sker i denne weekend, hvor finalen køres på Sturup Raceway i Skåne.
Intet mindre end fem kørere har mulighed for at tage de to sidste medaljer. Lige nu fører Jan Seerup, Greve, kampen an med sine 237 point, og da der er hele 60 point på højkant ved arrangementet på Sturup Raceway, har Jan Engelbrecht, Virum, med sine 187 point på sjettepladsen også en chance, om end den også kræver uheld for andre for at blive realiseret. Midt i mellem disse to kørere finder man Christian Siepmann, Risskov, Jacob Kristensen, Selling, og Kim Lund, Silkeborg.
– Jeg kan ikke blive mester, og så er det lidt ligegyldigt, om jeg bliver toer sammenlagt, for det har jeg prøvet før. Jeg stiller kort og godt op for at vinde i weekenden, siger Jacob Kristensen. Jeg tager det lidt mere afslappet denne her gang, nu hvor titlen er afgjort, og det kan måske være en fordel.
Det er første gang i tre år, at Sturup Raceway lægger asfalt til en afdeling af Tegee-Dan Clio Cup, og flere af kørerne har derfor valgt at forberede sig ekstra godt.
– Vi tester torsdag og fredag. Alle sejl bliver sat ind. Bilen er gjort klart efter sidste løb, og Siepmann er i attack-mode, så jeg synes, at det ser godt ud, siger Christian Siepmann, der har en tredjeplads fra sidste års mesterskab at leve op til.
– Der skal selvfølgelig noget held til, hvis jeg skal tage sølvet, men alt kan stadigvæk ske, og så længe chancen er der, går vi stadig efter det. Jeg vurderer, at mine chancer er meget store.
Jan Seerup indtager i øjeblikket andenpladsen, men DK Motorsport-køreren mangler endnu at fratrække sine tre dårligste resultater. Og her koster point i samtlige tidtagninger og løb.
– Med mindre Jacob laver noget katastrofalt, er sølvet nok Jacobs. Bronzekampen er lidt svær, for jeg skal i bedste fald fratrække 31 point, men jeg er stadigvæk med i kampen om metallet. Det er også derfor, at jeg stiller til start, og jeg vil gøre mit allerbedste for at få en god afslutning i Clio Cuppen. Jeg håber også, at jeg på den måde kan betale tilbage til mine mekanikere Martin og Mike fra DK Motorsport, der har gjort en stor indsats for mig i denne sæson, siger Seerup.
Stillingen i Tegee-Dan Clio Cup (bruttopoint):
1. | Michael Christensen | Varde | 300 |
2. | Jan Seerup | Greve | 237 |
3. | Christian Siepmann | Risskov | 229 |
4. | Jacob Kristensen | Selling | 219 |
5. | Kim Lund | Silkeborg | 216 |
6. | Jan Engelbrecht | Virum | 187 |
7. | Martin Vedel Mortensen | Odense | 117 |
8. | Martin Frederiksen | Odense | 77 |
9. | Steffen Larsen | Ishøj | 70 |
10. | Heino Frederiksen | Hesselager | 36 |
11. | Brian Mikkelsen | Hedensted | 35 |
12. | Richard Hansson | Sverige | 34 |
13. | Martin Marrill | Stege | 32 |
14. | Ronnie Nielsen | Smørum | 30 |
15. | Peter Rasmussen | Søllinge | 24 |
16. | August Krokström | Sverige | 16 |
17. | Nicki Petersen | Hornslet | 15 |