Rickard Rydell kommer på dobbeltarbejde i 2012-sæsonen for sit svenske team, Chevrolet Motorsport Sweden.

Det svenske team, ført an af tidligere STCC-kører Nicklas Karlsson, skal køre både WTCC og STCC i den kommende sæson i Chevrolet Cruze.

Ifølge Racemags oplysninger skal teamet deltage i minimum de tre første afdelinger i WTCC sideløbende med et fuldt program i STCC, hvor 2011-titlen skal forsvares. I WTCC bliver det med en ny Chevrolet Cruze med 1,6 l turbomotor, mens det i STCC er sidste års WTCC-biler med S2000-motor.

Og det bliver med dansk islæt i teamet. Rydells førstemekaniker bliver danske Stefan Bendix, der i den sidste del af 2011 blev tilknyttet teamet. Tidligere har Bendix været hos det danske Perfection Racing med først Michel Nykjær, så Jan Magnussen.

– Med det setup vi har i år, har jeg ekstremt høje forventninger for 2012. Med Rydell i den ene bil og et løfte fra teamchefen om en kører på samme internationale niveau som Rickard i den anden bil, så skal vores driverlineup være garanti for endnu en STCC-titel samt en top 3-placering i WTCC-afdelingerne, vi deltager i, og drømmen er da en WTCC-sejr, siger Stefan Bendix til Racemag.

Det var oprindeligt planlagt, at teamet skulle køre hele WTCC-sæsonen med to biler samt STCC med én bil. Den prioritering er nu lavet om. Det svenske team forbereder sig netop nu til at teste på Valencia-banen sammen med RML-teamet med Yvan Muller og Rob Huff.

– Jeg skal arbejde med den nye bil og vores nye race engineer de næste dage i Valencia, og jeg ser frem til mødet med den nye bil, nye motor, nye ingeniør og de nye udfordringer, siger Bendix, der netop har været på kursus i WTCC-bilen hos RML i England.