Johan Jokinen slutter som nummer firer samlet i den netop afsluttede Formula 2-test på Snetterton. Potentialet var dog formentligt til mere, da både teknik og vejr kom i vejen for den unge dansker.

– I F2-testene er der en begrænsning på 300 km for hver testdag og efter mine mange lange stints i løbet af formiddagen, havde jeg kun 35 tilladte omgange tilbage. De første 20 omgange brugte vi til at lave korte stints så jeg kunne få lov at finpudse nogle ting på banen og gemte de sidste 15 til den sidste halve time til at forbedre min tid på et nyt sæt dæk, skriver Jokinen i sin klumme her på Racemag.

De nye dæk kom dog aldrig i brug, da det engelske vejr spillede Jokinen og engineeren et puds. I stedet blev det til træning på regnvejrsdæk.

– Det var første gang for mig i dag på regnvåd bane i så voldsom en bil, og de første omgange var ret spændende! Men da først der var kommet varme i dækkene, bed bilen sig faktisk rigtig godt fast i banen, siger Jokinen.

Johan Jokinen kommer næste gang i aktion i næste uge, hvor Formula 2-feltet kører første afdeling af 2010-mesterskabet. Det sker på engelske Silverstone, og Racemag følger naturligvis Jokinens fremfærd.

Læs Jokinens klumme fra andendagen på Snetterton her på Racemag! (klik her)

Foto: Formula Two