Det både startede og sluttede 1-2 for Mercedes, men alt mellem start og mål var en kæmpe rutsjetur af de helt gode.
Hjemmebanehelten Lewis Hamilton stod med pole position og de bedste kort på hånden forud for starten, men hverken Hamilton eller for den sags skyld Nico Rosberg i den anden Mercedes tog starten.
Det gjorde Williams derimod, og især Felipe Massa kunne fra løbets begyndelse sætte et overraskende godt pace. Det gik dog hverken værre eller bedre, end at teamet landede i en situation, hvor Bottas på 2. pladsen var hurtigst. Dette viste sig at blive et problem af de store for Williams, for teamet nægter kategorisk teamordrer, og sinkede de to bilers kamp for at lave det afgørende forspring. I det første stop nåede Lewis Hamilton foran, og siden kom regnen, der sendte både Rosberg og Sebastian Vettel forbi. Derfor var humøret noget blandet hos Williams – trods de ellers lovende takter:
Felipe Massa:
– Resultatet er frustrerende, for løbet var fremragende i dag. Jeg fik en fantastisk start, og vi kæmpede hele tiden med Mercedeserne. Det kunne have givet os en sejr, hvis det havde holdt tørt – hvilket var godt at se. Det var ærgerligt, at vi mistede pladser i regnen, da vi ventede en omgang for meget på det andet stop. Her mistede vi chancerne for at komme på podiet, og regnen understregede vores bils svagheder på våde baner.
Valtteri Bottas:
– På nogle måder var det et utroligt frustrerende løb, og på andre var det meget tilfredsstillende. Vi gik nogle gode starter, og vi konkurrede med Mercedes på reelt pace – men da regnen kom, kæmpede jeg meget med vores inters. Jeg fik lov at køre ræs mod Felipe, men det var svært at komme forbi, og jeg ville ikke lave fejl. Vi må se på vores data og sørge for, at vi fortsat lærer af det her.
Vinderen Lewis Hamilton fik om muligt sæsonens dårligste start, men i regnen lykkedes det briten at vende det hele rundt. Det var han selvsagt tilfreds med:
– Det har været en meget speciel weekend for mig. Jeg troede, jeg havde set alt sidste år, men alle fans har bare været utrolige. Jeg har aldrig kunnet forestille mig at få så meget support – den her er til Jer! Jeg er så glad på teamets vegne, alle hjemme i hovedkvarteret har gjort et sublimt stykke arbejde for at lave den her fantastiske bil, og alt i dag var bare perfekt, siger han og fortsætter:
– Løbet fik en skidt start, men gutterne gjorde et godt stykke arbejde på det første stop. Senere, da regnen kom, var det virkelig svært – men på en anden måde. Som førende var det meget svært at vurdere, hvor jeg skulle holde på, og mine fordække blev meget kolde. Jeg tror, det var det bedste valg af et pitstop jeg nogensinde har været med i. Fra da af, var det bare at få den kørt hjem. Jeg må erkende, at jeg var ved at fælde en tåre, da jeg kom rundt på sidste omgang og så de mange tilskuere stå op banen rundt. Sikke en utrolig dag og utrolig fornemmelse. Jeg er meget taknemlig!
Ferrari fik en dag, der gik lige så meget op og ned, som løbet var dramatisk. Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel lå fra start godt med, men manglede lidt op til især første pitstop. Da regnen satte sit præg på løbet, valgte Kimi en skidt strategi og fik inters for tidligt, mens det lykkedes bedre for tyskeren. Vettel kunne med en stor fight køre tredjepladsen hjem, mens Räikkönens satsning gav så meget bagslag, at han blev otter.
– Jeg fik en elendig start, og mistede positioner fra start. Ved genstarten fik jeg vundet en enkelt, men mistede to som følge af det. På det tidspunkt så det ud til at være lidt som hele weekenden – at det ikke rigtig lykkedes for os. Vi vandt meget af det tabte ved at have strategien, som var meget aggressiv. Jeg snakkede konstant med teamet, og det var ikke nemt at træffe de rette valg i regnen, men vi fik pittet på den perfekte omgang, og genvandt en masse positioner. Jeg beklager, at folk blev våde derude, men regnen hjalp os i dag, siger Sebastian Vettel og fortsætter:
– Det blev en podieplads, og den fortjener vi. Vi tog den rette beslutning på rette tid. Williams tog et skridt frem, men jeg synes ikke vi hos Ferrari fandt rytmen i denne weekend. Der er mange ting, vi skal lære og forstå hurtigt – vi er ikke tilhængere af de her hårde dæk, men sådan er det for alle – det er ingen undskyldning. Hvis du ser på afstanden op til de forreste to biler, så er den større end vanligt, og nu må det være op til os, at komme stærkt tilbage i Ungarn.



