Thor Qualmann er vinder af Dansk Metal Cup i Danish Race League, et mesterskab, der køres i computerspillet Race07. Sidste afdeling blev afviklet på Interlagos-banen med mere end 70 deltagende kørere.
Qualmann havde på forhånd kvalificeret sig ind på serveren med de hurtigste kørere, og nordjyden formåede da også at sikre sig det optimale udgangspunkt til første race over 12 omgange.
– Jeg sætter tiden i tidstagningen og kunne derfor starte i pole position ved race 1. Jeg lavede et lille sats med gearingen, hvilket viste sig at give pote under starten. Jeg får trukket god afstand til resten af feltet og kører et stabilt løb uden at lave betydelige fejl. Efter de tolv runder kunne jeg vinde race 1, to sekunder foran nummer to, Nick Madsen, siger Thor Qualmann til Racemag.
Ifølge reglementet vender man om på de otte forreste til andet løb – ganske som i virkelighedens WTCC.
– I race 2 startede jeg otter, og jeg beholdt den gearing, som jeg kørte med i Race 1og lavede en god start. Dog faldt jeg et par placeringer tilbage efter infights, men kunne efterhånden få overhalet og komme videre op gennem rækkerne, siger Qualmann.
– Det endte med en en herrefight på de sidste tre runder, hvor jeg kæmpede en god kamp med Jesper Davidsen om andenpladsen. Jeg vandt fighten og kunne køre i mål som samlet vinder af de to race, men også som vinder af mesterskabet, siger en glad Thor Qualmann.
Med den seneste titel har Qualmann, der sidste år kørte VW Polo Cup i Tyskland i den virkelige verden, nu sikret sig tre DRL-titler på stribe. Først vandt han DBA S2000 Summercup 2008, så fulgte det første officielle danske mesterskab med DASU S2000 Championship 2008/2009 og nu senest Dansk Metal S2000 Championship 2009
Opdateres med samlet slutstilling i Dansk Metal S2000 Championship 2009.
Grafik: Racemag/www.thorqualmann.dk