Fra sidstepladsen sidste år til podier og stærke præstationer i år. Det danske simracing-landshold leverede en imponerende indsats ved Nordisk Mesterskab i Helsinki, Finland, hvor holdet sikrede sig flere podieplaceringer i både Crosscar og Formel 4.

I fredags drog DASU Team Danmark simracing bestående af Thomas A. Poulsen, Frederik Kirkegaard, Luke Rhymer, Morten B. Bertelsen og teamchef Dennis Meissner til Helsinki i Finland for at deltage i årets Nordiske Mesterskab i simracing.

Mesterskabet bød på konkurrencer i de to discipliner Crosscar og Formel 4, hvor Danmark på forhånd var blandt de undertippede hold efter sidste års sidsteplads.

Allerede ved udvælgelsen af simulatorrigs fik Danmark dog en fordel. Da holdet sluttede sidst ved sidste års mesterskab, fik danskerne førstevalg af rigs til årets konkurrence.

Hver nation skulle stille med tre kørere i hver disciplin. Det betød, at to danske kørere skulle deltage i begge klasser. Valget faldt på Frederik Kirkegaard og Morten B. Bertelsen.

Crosscar: Tæt på medaljerne

Lørdag formiddag blev brugt på træning i begge discipliner, og de danske kørere viste allerede her gode takter.

Over middag gik konkurrencen i gang med Crosscar. Morten B. Bertelsen leverede en stærk kvalifikation og sikrede sig en fjerdeplads, hvilket gav ham en plads på forreste startrække i det første heat. Thomas A. Poulsen og Frederik Kirkegaard skulle starte i henholdsvis andet og tredje heat.

Morten omsatte den gode kvalifikation til en flot andenplads i sit heat og sikrede sig dermed direkte adgang til finalen. For Thomas og Frederik blev vejen mere udfordrende. Thomas fik desværre en tyvstart, mens Frederik kørte af banen i sit heat. Begge måtte derfor ud i et såkaldt consolation-heat for at kæmpe om de sidste finalepladser.

Thomas leverede en stærk indsats og kørte sig til en andenplads, hvilket sikrede ham adgang til finalen. Frederik måtte desværre udgå og kom dermed ikke med i finalen.

I Crosscar-finalen lå Morten længe til en tredjeplads, men efter en påkørsel fra en finsk konkurrent faldt han tilbage til niendepladsen. Med flot fight og stærk kørsel kæmpede han sig tilbage gennem feltet og sluttede på en imponerende fjerdeplads, og kæmpede om tredjepladsen i sidste sving.

Thomas sluttede også i finalefeltet med en flot placering som nummer 8.

Formel 4: Danskerne kæmpede sig frem

Herefter stod den på Formel 4, hvor der skulle køres kvalifikation og tre heats.

Luke Rhymer og Frederik Kirkegaard fandt hurtigt farten i formelbilerne, mens Morten B. Bertelsen havde lidt større udfordringer med at finde sig til rette i den anderledes biltype.

I de første to heats leverede Luke og Frederik stærke præstationer og samlede vigtige point til det samlede mesterskab. Morten kæmpede fortsat med at finde rytmen og sluttede sidst i sine første heats.

I det tredje heat viste danskerne for alvor deres potentiale.

Luke startede fra poleposition og førte løbet gennem en stor del af heatet, inden en hurtig norsk konkurrent overtog føringen.

Frederik kæmpede sig samtidig frem gennem feltet og var på et tidspunkt helt oppe på tredjepladsen. Et par sammenstød mellem de finske kørere skabte uro i feltet, hvilket Morten udnyttede til at kæmpe sig frem til en flot ottendeplads.

Luke sikrede sig en stærk andenplads, mens Frederik sluttede på fjerdepladsen i intens kamp om tredjepladsen.

Fire podieplaceringer og et stærkt dansk comeback

Samlet set blev det en særdeles succesfuld dag for Team Danmark, der efter sidste års sidsteplads kunne rejse hjem med flere flotte resultater og ikke mindst en markant forbedring i det nordiske mesterskab.

Danmark blev repræsenteret på podiet hele fire gange:

  • 3. plads – Crosscar, holdmesterskabet
  • 3. plads – Formel 4, holdmesterskabet
  • 2. plads – Luke Rhymer i Formel 4
  • 3. plads – Danmark i det samlede mesterskab

Resultaterne er et tydeligt bevis på, at dansk simracing er i udvikling, og at holdet kan være med helt fremme i det nordiske selskab.

Fra at være det undertippede hold, der sluttede sidst sidste år, har Team Danmark nu vist, at Danmark bestemt skal regnes med i kampen om medaljerne. Det danske hold har ikke bare forbedret sidste års resultat – de har sat Danmark på det nordiske simracing-landkort.