For første gang bliver e-sport en del af DIF DM-ugen. For Dansk Automobil Sports Union sker det med SimRacing, når seks finalister skal dyste live om DM-guld i FIA Cross Car i Herning.
Når DIF DM-ugen samler toppen af dansk idræt i Herning, bliver der også skrevet et nyt kapitel i dansk motorsport. For første gang er e-sport en del af DM-ugen, og Dansk Automobil Sports Union, DASU, er med, når SimRacing får plads på en af dansk idræts største scener.
Mesterskabet afvikles i FIA Cross Car i racersimulatoren iRacing. Efter online kvalifikation mødes seks finalister lørdag den 27. juni på scenen i Herning Ny Teater, hvor vinderen kan kalde sig danmarksmester.
Hos DASU ser man deltagelsen som mere end et enkeltstående mesterskab. Det handler også om at vise, at motorsporten udvikler sig, og at digital motorsport i dag er en seriøs konkurrenceform.
“DM-ugen er sportens udstillingsvindue. Når vi kan kåre en danmarksmester i SimRacing i Herning, viser det, at SimRacing er en sportsgren — ikke bare gaming,” siger Karsten Lemche, bestyrelsesmedlem i DASU med ansvar for e-sport og formand for DASU’s e-sportsudvalg.
SimRacing har de seneste år udviklet sig markant. Moderne racersimulation stiller krav til mange af de samme færdigheder, som også er afgørende i fysisk motorsport: reaktionsevne, overblik, bremsepunkter, linjevalg, løbsforståelse og evnen til at præstere under pres.
“Man bliver ikke kastet rundt af g-kræfter, som man gør i en rigtig racerbil, men konkurrenceelementet er meget tæt på det, vi kender fra virkelighedens motorsport. Når en firedobbelt Formel 1-verdensmester som Max Verstappen bruger så meget tid på simracing, understreger det, at simulatoren kan noget særligt,” siger Karsten Lemche.
For DASU er SimRacing samtidig en måde at gøre motorsporten mere tilgængelig på. Hvor fysisk motorsport ofte kræver store økonomiske og praktiske ressourcer, kan esport give flere mulighed for at træne, konkurrere og blive en del af motorsportens fællesskab.
En af dem, der har fulgt udviklingen indefra, er Daniel Abildgaard Sørensen, der er med til at arrangere DM-konkurrencen og tidligere selv har kørt e-sport på højt niveau.
Som aktiv kører vandt han store SimRacing-konkurrencer med en PlayStation-controller mod konkurrenter med langt dyrere simulatorudstyr. For ham viser det, hvordan esport kan gøre motorsporten mere tilgængelig.
“SimRacing kan åbne motorsporten for flere. Jeg har selv konkurreret på højt niveau med en PlayStation-controller mod folk med langt dyrere udstyr. Det siger noget om, at talent, træning og løbsforståelse kan veje tungere end penge,” siger Daniel Abildgaard Sørensen.
DM i SimRacing afvikles lørdag den 27. juni under DIF DM-ugen i Herning.
Fakta om DM i SimRacing ved DM-ugen
- E-sport er for første gang en del af DIF DM-ugen.
- SimRacing deltager via Dansk Automobil Sports Union, DASU.
- Der køres i iRacing med FIA Cross Car.
- Seks finalister mødes live på scenen i Herning Ny Teater.
- Finalen afvikles lørdag den 27. juni 2026.
Medier, der er interesseret i at dække begivenheden er velkommen til at kontakte arrangør Daniel Abildgaard Sørensen for kommentarer og aftaler på tel.: 30 30 42 45.



