Michael Outzen fik i påsken sin debut i ADAC GT Masters i Phoenix Racings Audi R8 LMS. Efter en fjerdeplads i søndagens løb, havde Outzen sammen med teamkammerat Henri Moser kvalificeret sig ind som nummer otte til mandagens løb.

Før rækken af de obligatoriske pitstops lå Audi-parret stadig som nummer otte.

– Jeg kom faktisk ud bag ved den danske Ford GT som lige havde haft en afkørsel. Længe forsøgte jeg at lægge op til en overhaling, men bilens vægt havde gjort det svært for dækkene, så vi måtte tage til takke med en femteplads som bedste Audi, siger Michael Outzen.

– Det var et tilfredsstillende resultat, men jeg er sikker på, at vi kan gøre det endnu bedre næste gang. Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig at stå på sådan et podie og få et stykke metal med hjem, siger Michael Outzen.

Næste gang Outzen og Co. skal i aktion igen, bliver det på Assen den 8.-10. maj.

Foto: ADAC GT Masters