Michael Outzen kunne endelig træde på podiet i ADAC GT Masters, da anden afdeling blev afviklet på Assen-banen. Sammen med sin makker Henri Moser sluttede fynboen treer i søndagens løb efter den vindende ABT-Audi og Corvette på andenpladsen. Christoffer Nygaard slutter – igen – på fjerdepladsen.

Efter en fjerdeplads i lørdagens løb kørte Outzen og Moser sig frem til nederste plads på podiet på den lynhurtige Assen-bane.

Christoffer Nygaard landede igen lige uden for podiet, men sammen med Walter Lechner jr. stod Lyngby-køreren for dagens opkørsel. I starten blev østrigeren vendt rundt af en konkurrent, men det lykkedes Ford GT-parret at køre sig helt frem til 11. pladsen før pitstoppet. Under pitstoppet overhalede Fischer Racing-teamet tre biler, mens Nygaard kunne overhale endnu tre biler på banen.

christoffer_nygaard_assen
Christoffer Nygaard i tæt kamp på Assen

– Det er positivt at komme som absolut sidste og så ende som firer. Det er positivt, at vi kan blive nummer fire, selv om det absolut ikke kørte for. Vi er stadig kun nogle få points efter ham, som fører mesterskabet, så vi er fortsat med i kampen. Alt i alt var det godt nok, men jeg er nu træt af fjerdepladser…, siger Christoffer Nygaard.

Michael Outzen ligger nu på en delt tredjeplads samlet med 20 point – samme som seks andre kørere. Christoffer Nygaard deler fjerdepladsen med sin teamkammerat med 18 point. Christian Abt fører serien med 22 point.

Fotos: Daniel Sandal og ADAC GT Masters