Den populære franske, tidligere F1-kører Olivier Panis fortsætter med Team ORECA-Matmut, som han også deltog i Le Mans med i 2010.
Dermed er køreropstillingen fuldendt for det Signes-baserede team, der tidligere har annonceret Nicolas Lapierre og Loïc Duval som 2011-kørerne i ILMC.
Panis støder til teamet i de tre første afdelinger af ILMC, der skydes i gang denne måned med 12-timersløbet på Sebring.
– Vi havde adskillige muligheder til den tredje kører, alle med forskellige profiler. Vi nærstuderede hver enkelt kandidat, men Olivier viste så meget drive, at vi blev enige om en testsession. Den kørte vi sidste uge på Paul Ricard HTTT, og det forløb perfekt, siger den karismatiske ORECA-chef Hugues de Chaunac i en pressemeddelelse fra teamet.
Panis har kørt for teamet siden 2008 med sejre i Le Mans Series og en femteplads i Le Mans 2009 som højdepunkterne.
– Jeg var glad for at se teamet igen – der er stadig den dejlige atmosfære. Jeg havde ikke kørt en prototype siden Budapest sidste august, og det var vigtigt for mig at vide, hvor jeg står, både med kørslen og motivationen. Jeg er tilfreds med tiderne, jeg satte, og jeg nød det virkeligt. Jeg er ikke klar til at gå på pension, siger Panis.
Foto: Team ORECA-Matmut



