Den svenske Camaro Cup følger i danskernes fodspor og kører i 2013 efter samme reglement som det genfødte DTC. Fra næste år lyder opskriften på de 6,2 liters V8-aluminiummotorer fra Chevrolet med direkte indsprøjtning og tre valgmuligheder mellem karosser.
Camaro Cuppen skifter dermed – af naturlige grunde – navn. Navnet er endnu ikke besluttet, men i 1970erne har klassen eksisteret under navnet Superstars, hvor de største svenske racingstjerner dystede i de massive V8-racere.
Skiftet til reglementet, som blandt andet er foreslået af Jan Magnussen, sker efter ønsket om at få mere moderne, mere holdbare og dermed også billigere motorer. 2013 kommer til at byde på både Camaro-og Ford Mustang-karosser, mens Dodge Challenger kommer til i 2014.
– Der er en stor interesse i amerikanske biler i de nordiske lande og specielt i Sverige. Derfor er vi glade for at kunne præsentere to ikoner inden for bilverdenen, Ford Mustang og Dodge Challenger, i vores mesterskab, siger Mikael Eklund, der står i spidsen for den svenske cups kørerforening.
Med beslutningen fra den enormt populære svenske klasse øges også mulighederne for flere biler på de danske baner, ligesom mulighederne for at købe og leje biler i Sverige fortsat er til stede. “Camaro Cuppen” vil også i 2013 køre sammen med STCC.
Den svenske serie vil, ligesom danske DTC, fortsat køre på det mere miljøvenlige brændstof.