Når STCC kører næstsidste afdeling på Ring Knutstorp kun en times kørsel fra København, så bliver det med danske Michel Nykjær som et muligt trumfkort i titelkampen.

Rickard Rydell ligger 11 point efter Fredrik Ekblom i Team Biogas.se-Sciroccoen – og netop den tidligere mester har siden løbene i Gøteborg haft to teamkolleger til at bakke sig op.

– At have Michel i teamet i denne her weekend er en klar styrke. Han er en hurtig kører og forhåbentlig kan han tage point fra Fredrik, som selv har fået hjælp af to teamkammerater siden afdelingen på Karlskoga. Jeg er 11 point efter i tabellen, og der er 100 point tilbage, så vi har stadig alle chancerne for at vinde, siger Rickard Rydell i en pressemeddelelse.

Selv er Næstved-køreren taknemmelig for tilliden og håber at kunne kvittere med gode resultater.

– Jeg er glad for, at teamchef Nicklas Karlsson og resten af Chevrolet Motorsport Sweden viser mig den tillid at repræsentere dem i en så vigtig fase af sæsonen, siger Michel Nykjær.

– Vi arbejdede sammen til ETCC-løbet på Salzburgring i sommer og kom rigtig godt ud af det, og jeg fik mulighed for at lære bilen at kende. Startfeltet i STCC er meget stærkt i år, og det bliver ikke enkelt at blande sig i topstriden, men jeg kender til Ring Knutstorp fra tidligere, og jeg skal køre mit yderste for på bedst mulige måde at hjælpe Rickard i mesterskabet, siger han videre.

Også teamchefen, den tidligere F3, STCC- og Porsche-kører Niklas Karlsson ser frem til at genoptage samarbejdet fra ETCC tidligere i år.

– Det er med stor glæde, at jeg kan byde Michel velkommen til teamet i weekenden. Præcis som hans to ETCC-sejrer afslører, er han en meget stærk standardvognskører, og sammen med Rickard og Viktor Hallrup udgør han en førertrio, som vi er taknemmelige for at have på vores side. Motivationen indenfor teamet kunne ikke være højere lige nu, slutter han.

Løbene køres lørdag på Ring Knutstorp – følg Racemag, der er på pletten i weekenden.