Christoffer Nygaard og Stefan Mücke fortsætter nedturen i FIA GT1 World Championship, hvor Young Driver AMR-duoen må rejse fra tjekkiske Brno uden point.

I VM-løbet måtte Christoffer Nygaards teamkammerat Stefan Mücke parkere Aston Martin DBR9’eren midtvejs med en defekt hjulbolt.

Starten var også kaotisk for teamet, hvor Stefan Mücke ikke nåede ud på startgridden grundet problemet med det ene hjul.

– Da vi udgik, lige før jeg skulle overtage bilen fra Stefan, var der ikke noget løb til mig. That’s racing, næste gang angriber vi igen, siger Christoffer Nygaard i en pressemeddelelse.

– Jeg måtte starte fra pitten, men jeg kunne hurtigt lukke hullet til bilerne foran mig. Det var sjovt, bilen var virkelig god. Men desværre var der et problem med hjulet, siger Stefan Mücke, der viste god fart i bilen i det tætte felt.

Tomas Enge og Darren Turner i den anden Aston Martin kiksede i starten, da tjekkiske Enge troede den rullende start ville blive afblæst og tog farten af. Starten gik dog, men Enge var da røget ned fra en andenplads til bagerst i feltet. Turner og Enge kæmpede sig dog op gennem feltet, blandt andet ved at vinde hele ni pladser i pitstoprunden. Young Driver AMR-teamet fik en andenplads efter den vinden Matech Ford GT med Romain Grosjean og Thomas Mutsch.

Toppen i VM-løbet på Brno:

1. Grosjean/Mutsch, Matech-Ford GT
2. Enge/Turner, Young Driver-Aston Martin DBR9
3. Krumm/Dumbreck, Sumo Power-Nissan GT-R
4. Hirschi/Piccione, Hexis-Aston Martin DBR9
5. Bertolini/Bartels, Vitaphone-Maserati MC12

Næste løb i GT1 World Championship er den 3./4. Juli på Paul Ricard HTTT.

Foto: DPPI