Klokken 08.00 dansk tid faldt det ternede flag for årets Bathurst 12H.
Den samlede sejr blev først afgjort til sidst, for den vindende Nissan GT-R med Katsumasa Chiyo bragte sig i front i forbindelse med en genstart i løbets sidste minutter.
Få sving efter det grønne flag dykkede Katsumasa Chiyo, der genstartede på tredjepladsen, indenom Matt Bell i Bentley #10 og kunne senere på omgangen bringe sig i front.
Sejren kom i hus med en margin på bare 2,45 sekunder.

Løbets afslutning blev en rimeligt kaotisk affære, for ikke mindre end tre full course cautions faldt indenfor løbets sidste 60 minutter.
Nissans sejr er mærkets første på Mount Panorama siden 1992, hvor den legendariske Skyline GT-R vandt Bathurst 1000.

Danske Benny Simonsen havde et godt Bathurst 12h, hvor Vicious Rumour Racing løbende kæmpede sig frem i feltet, og til sidst kunne teamets Ferrari 458 Italia GT3 krydse stregen på en samlet sjetteplads med Andrea Montermini ved rattet. Sjettepladsen rækker til en samlet andenplads i klassen A am. Vinder i klassen blev også løbets samlede vinder i form af Nissan GT-R #35.