Det buldrer derudaf for fynske Nicolaj Møller Madsen, når han lørdag forsætter jagten på point i Audi Sport TT Cup i Nürnberg, Tyskland. Bag rattet i sin Audi TT kan det fynske racertalent nemlig præsentere en ny spændende sponsor. Den fynske robotvirksomhed Universal Robots har indgået en sponsoraftale med Nicolaj Møller Madsen for resten af 2015.
– Jeg er simpelthen så stolt over, at have lavet en aftale med Universal Robots. Universal Robots er en fynsk virksomhed med stor succes i udlandet, og på den måde er de en kæmpe inspiration for mig. De viser, at man med talent og hårdt arbejde kan opnå de ting, man stræber efter. Med Universal Robots ombord sammen med mine mange andre fantastiske sponsorer, giver det mig endnu mere energi til de kommende udfordringer, og jeg glæder mig vildt meget til samarbejdet, siger Nicolaj Møller Madsen.
Hos den fynske robotvirksomhed Universal Robots er man imponeret over Nicolaj Møller Madsen og glæder sig over sponsoraftalen.
– Vi ser store fordele ved at støtte et ungt talent som Nicolaj. Han har et drive og en solid tro på at nå sine mål, som vi kan genkende i den verden vi opererer i. Robotter fra Universal Robots er allerede i gang med at automatisere og effektivisere produktionen hos flere virksomheder i automobilbranchen og leverandører til industrien, og samarbejdet med Nicolaj vil give os nye muligheder for at komme ud med vores budskaber, udtaler Maria Gravesen, Marketing Manager hos Universal Robots.
Universal Robots slutter sig til kredsen af en lang række sponsorer, der bakker op om Nicolaj Møller Madsen og hans projekt om at køre Le Mans i 2017.
– Vi tror på, at Nicolaj med sit talent og energi vil nå lagt i sin karriere, og vi glæder os til at følge ham, siger Maria Gravesen.
Lige nu forbereder Nicolaj Møller Madsen sig intenst på weekendens løb på Norisring-banen i Nürnberg, men har også tid til at glæde sig over den store opbakning.
– Det er et kæmpe energiboost for mig med al den opbakning. Det giver mig endnu mere lyst til at arbejde hårdt, og nu skal den bare have fuld gas i kvalifikationen og løbene i weekenden, siger Nicolaj Møller Madsen.
Nicolaj Møller Madsen er før løbet i Nürnberg placeret på en andenplads i den samlede stilling i Audi Sport TT Cup. Han starter kvalifikationsløbet på Norisring lørdag kl. 8.35, efterfulgt af løb 1 kl. 12.25. Løb 2 søndag har start kl. 9.00.
Fakta om Universal Robots:
Universal Robots leverer indistrirobotter til bl.a. metal- og maskinindustrien, bilproduktion, fødevarer og langbrug, møbel og medicinal- og kemiindustrien.
Universal Robots har genopfundet industrirobotten med en ny generation af lette og fleksible robotarme. De danskdesignede robotter automatiserer produktionen i alle brancher og hos alle størrelser virksomheder. Universal Robots har hovedkontor i Odense.
Fakta om Nicolaj Møller Madsen:
– 16 ud af 19 mulige podieplaceringer i Scirocco Cup, 2013 og 2014
– Juniormesterskabet i Scirocco Cup, 2014
– Yokohama Super Cup Champion (VW Polo GTI), 2013
– 1st Grand Final Indonesien Kart GP 2012
– 2 x Bridgestone Cup Champion 2009,2011
– European Champion – KF2 Senior Klasse, 2010
– 2 x German Champion – KF2 2009, 2010
– 3 x Danish Champion – Formel Junior og KF3 2005, 2007, 2008
– Nr. 3 i World Championship – KF2, 2010
– Årets Bilsportskører i Danmark, 2010
– Årets karting talent, 2007
Derudover kan nævnes, at Nicolaj Møller-Madsen er Team Danmark og DASU Elite atlet, og har været det siden 2007, hvor han blev optaget som den yngste nogensinde. Han er sammen med Kevin Magnussen den eneste atlet, der stadig er med i programmet fra dengang.



