Williams F1-køreren Nico Hülkenberg skal i Porsches hybridracer på Nürburgring Nordschleife. Den unge tysker skal teste den nye teknologi forud for 24-timersløbet på den legendariske bane.

Porsches hybridracer blev i weekenden treer samlet på netop Nordsløjfen. Testen bliver en del af Porsches forberedelser til langdistanceklassikeren på samme bane den 15.-16. maj.

Porsches 911 hybridracer under test på Nordschleife

Det bliver ikke bare Hülkenbergs første tur med hybridbilen, der lagrer energi under nedbremsninger til brug i accelerationen. Det bliver også Hülkenbergs første tur i en racer med tag på.

– Denne test vil helt afgjort blive en ny oplevelse for mig. Jeg har til dato udelukkende kørt formelbiler i min karriere, så jeg er meget nysgerrig efter at finde ud af, hvordan Porschen med hybridteknologi kører, siger Nico Hülkenberg forud for testen.

Porschens elmotorer, der driver forhjulene, er produceret ud fra specifikationer fra Williams-armen Williams Hybrid Power. Hvert forhjul har en elmotor på 82 hk, der supplerer den traditionelle fireliters boxermotor med 480 hk. Det giver ved tryk på en boostknap de ekstra kræfter i 6-8 sekunder, som bruges i accelerationen.

Fotos: Porsche AG