Nicki Thiim stormede fra 10. startplads til andenpladsen efter Sean Edwards i Porsche Mobil 1 Supercup-premieren på Circuit de Catalunya.

Et inspirerende stormløb efter den skuffende kvalifikation sikrede noget nær det maksimale resultat for danskeren. Thiim udnyttede kamp mellem Kuba Giermaziak og Michael Ammermüller på sidste omgang, hvor danskeren kunne dykke forbi begge kamphaner og hoppe fra fjerde- til andenpladsen.

– Det var uden tvivl et af de bedste løb, jeg nogensinden har kørt. Det var første løb med den nye bil for os alle, og det var min chance. Jeg kom fra tiendepladsen på gridden til andenpladsen, hvilket bare er helt utroligt, siger Nicki Thiim i en pressemeddelelse.

Som en ekstra danskerbonus blev Michael Christensen bedste rookie – mesterskabet i selve mesterskabet, som Thiim vandt i 2012.