Selv om dæktryk og camper skal være på plads, behøver ikke alt være perfekt for at få gode oplevelser i motorsporten. Heller ikke på deltagersiden. For snart ti år siden mødtes Jens Buch Bertelsen og Marco Schumann i det daværende Albertslund Motorsports Center, som var en kommunal fritidsklub.
”Vi kunne hurtigt se, at vi havde nogle ting til fælles,” siger Marco Schumann. ”Vi havde begge nogen børn med nogle udfordringer. ADHD og lidt ADD, og i og med, at Jens’ søn Martin var lidt ældre, kunne jeg sparre rimeligt meget med ham og hans far.”
De skabte et samarbejde under Open Mind-navnet.
”Martin startede med indendørs karting,” siger Jens Buch Bertelsen. ”Der var flere, som sagde Ah, se hvordan han kører. Men Martin syntes, at det var fedt, så vi blev ved. Og vi kørte senere udendørs, hvor der var nogen, som sagde Han bliver aldrig til en skid.”
”Sådan en kommentar tændte en fandenivoldskhed i mig,” siger Martin Buch Bertelsen. ”Jeg har ADHD, så jeg ved selv, hvordan det er at komme ind i en sport, som er præget af perfektion. Nogen tænker sikkert, at der ikke er plads til én, som har lidt udfordringer. Men der kan jeg sige til dem Det er der altså. I skal bare give den gas. Så vi tænkte bare, at vi vil prøve at skabe nogle rammer, hvor dem, som er udfordret med diverse diagnoser, selv kan komme ud at køre race. At man ikke føler, at man bliver frosset ude, fordi man ikke passer ind i rammerne.
For det er ikke specielt fedt at føle sig udenfor, og det er så meget talent, der går tabt, fordi man fryser sådan nogle personer ude.”
Inden han opdagede kartingsporten, havde Jens Buch Bertelsen sendt sin søn afsted for at prøve andre sportsgrene. Blandt andet fodbold.
”Jeg ville tage målspark, frispark, indkast og hele lortet for begge hold. Det var de ikke interesserede i,” siger Martin Buch Bertelsen med et skævt smil. ”Men på racerbanen, der hører jeg til!”
”Når de får hjelmen på, og der kun er den lille åbning, hvor de ikke bliver forstyrret af alt andet, har de en opgave,” siger Jens Buch Bertelsen.
Oplevelsen på racerbanen kan Marco Schumann nikke genkendende til.
”Fordelen ved ADHD-børn er, at når de slår visiret ned, er de i deres egen lille verden,” siger han. ”Så kører de bare som død og helvede, og de lytter til, hvad der bliver sagt. Men omvendt. Når tingene driller eller hvis noget ikke virker, så er fanden løs. Sådan er det.”
I starten coachede han og Jens Buch Bertelsen hinandens sønner i det gokartsamarbejde, som udviklede sig under Open Mind-betegnelsen.
”Martin var lidt ældre, så jeg kunne sparre rimeligt meget med hans far,” fortæller Marco Schumann. ”Hver gang, hvis Martin havde udfordringer med karten, snakkede jeg med ham, og hvis mine unger Daniel og William havde det, så var det Martins far Jens, som snakkede med dem.”
Open Mind-samarbejdet udviklede sig fra kartingbanerne til asfaltbanerne. Her deltog Marco Schumann og Martin Buch Bertelsen i flere år i Danish Endurance Championship, hvor de i 2021 tog mesterskabet i division 1. Siden har Martin Buch Bertelsen og hans far Jens valgt at koncentrere sig om banesporten – nu i Syver Racing – mens Marco Schumann har fokus på kartingsporten.
Men for begge er det med samme grundfilosofi. At møde andre med et åbent sind. Og gøre det med åbne arme.
”Der er mange, som kikker på teamet, og umiddelbart søger de hen mod os for at få rådgivning, og så plukker vi nogen ud, hvor vi siger De kunne godt bruge en ekstra hjælp,” fortæller Marco Schumann. ”Kartteamet fungerer på den måde, at man er med. Det koster ikke noget at være en del af teamet, men du skal naturligvis betale for dit udstyr, men du kan være med, hvis bare du er selvhjulpen.”
Udover sine sønner har Marco Schumann også hjulpet andre unge kørere med diagnoser.
”En har ADHD, en anden har svært ved at få venner og komme i kontakt med andre, men gennem kartsporten begynder han at snakke med andre og være imødekommende,” siger han. ”Så kan han mærke, at det ikke er underligt at snakke med andre.”
”Der er også mange, der er tilknyttet vores baneteam uden at køre,” siger Jens Buch Bertelsen. ”Der er en – Mikkel Aske Madsen – som kommer forbi i sin kørestol, når vi er ude til race. Han synes bare, at det er hyggeligt. Dem, som vi møder, og som har nogle udfordringer, de bliver bare inkluderet i den fælles gruppe af venner omkring os.”
”Vi mødte Mikkel for tolv år siden, og vi har hængt sammen siden. Det giver ham rigtig meget, og det giver os rigtigt meget. Jeg ved godt, at vi i sidste ende kommer til at give meget mere, end vi får, men når vi en gang bliver puttet i graven, har vi nok fået mere, end vi har givet.”
Denne artikel er bragt i Autosport #5 2023. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.