STCC har nu taget beslutningen om, hvordan det kommende reglement for den skandinaviske serie skal se ud. Omdøbt til New Generation Touring Car adskiller reglementet sig fra det, der oprindeligt blev fremlagt i oktober 2010.
Det er først og fremmest hestekræfterne og drivlinen, der bliver forskellig fra det oprindelige oplæg. Her var der lagt op til op mod 375 hk fra de turboladede motorer, men den ambition er nu skruet ned til maksimalt 300 i 2012 og 340 hk fra 2013.
Endnu en væsentlig ændring er tilladelsen af både for- og baghjulstræk. I det oprindelige oplæg skulle der være tale om hurtige biler med baghjulstræk, der kunne give mere seværdig racing. Nu indføres alligevel forhjulstræk i det nye reglement.
Sådan ser reglerne ud for 2012-2016:
- Motor: Turboladet motor på to liter med 300 hk i begyndelsen, derefter forøges effekten til 330-340 hk i 2013, hvor også push-to-pass-muligheden indføres. Lang driftstid (mindst 5.000 km inden renovering). Motor i henhold til NGTC-reglementet, men ikke enhedsmotor.
- Transmission: Sekstrins sekventiel enhedsgearkasse.
- Bremser og kobling: Enhedsløsning med bremsekalibre, skiver (forrest: 362×36 mm og bagest: 304×10 mm (forhjulstræk) eller 304×25 mm (baghjulstræk), belægninger, hovedcylindre, pedalboks, kobling etc.
- Fælles undervogn og hjulophæng.
- Elektrisk system: Enhedssystem, ECU, datalogger, kabelnet etc.
- Sikkerhedsbur bygges af FIA-certificerede producenter i henhold til FIA’s specifikationer for S2000 2011.
- Forbedret sideværts beskyttelse i henhold til FIA’s forslag for S2000 2011.
- Aerodynamik: Lav downforce for at gøre det lettere at overhale, ens for alle.
- For- og baghjulstræk.
Indkøbs- og driftsomkostninger
- Pris for bil: Omkring 1,2 mio. kroner, eksklusiv motor (niveau, ej fast).
- Reducerede indkøbsomkostninger for reservedele takket være fælles reservedele og leverandørservice på banen.
- Reducerede driftsomkostninger takket være lang levetid og højere styrke på komponenter sammenlignet med S2000.
- Køb kit og byg selv – eller køb færdigbygget.
Andet
- Stabilt reglement – fem år, 2012-2016
- Udgangspunktet er bilmodellens originale chassis – vælg mellem mindst 25 forskellige producenter.
Du kan sammeligne med det oprindelige oplæg ved at klikke her.
Foto: BTCC.net



