Michel Nykjær måtte indkassere en drivethrough-straf i andet løb i STCC. I den rullende start blev Næstved-køreren overrasket over, at de foranliggende satte tempoet helt op allerede i starten af start/mål-langsiden.
Det skabte et hul op til den forankørende, og Nykjærs teamkammerat kunne gå forbi Fredrik Ekblom på langsiden og Nykjær ind i første sving. Dermed var taktikken sådan set fuldendt, men starten skulle ikke have været frigivet, mener danskeren.
– Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke blev lavet omstart, og jeg så fik en advarsel. Det er normalt andre steder, men ikke her. Jeg får i stedet en straf, så mit løb er kørt, siger Michel Nykjær til Racemag.
Nykjær måtte dermed slippe sin placering lige foran Fredrik Ekblom, som han dermed kunne tage point fra til den samlede stilling. Men da Rydell sluttede foran Team Biogas’ spydspids Ekblom, var weekenden alligevel godkendt.
– Det var egentlig en god weekend, taget den korte forberedelsei betragtning. Jeg var toer i testen fredag, firer i kvalifikationen og kunne hjælpe Rydell på vej i løbene. Nu snakker teamchefen med dommerne om straffen, men alt i alt er det gået som det skulle, siger Nykjær, der nu kan se frem til STCC-finalen på Mantorp Park.
[nggallery id=89]



