Det er nu blevet bekræftet at Michael Outzen fra Fyn, også skal deltage i årets 24H Nürburgring. Aftalen er kommet i stand i 11.time, da løbet køres allerede denne weekend.

Denne gang stiller Michael Outzen til start for Pro Sport teamet i deres Porsche 997 – i SP10 GT4 klassen. Bilen har været en tur forbi Manthey Racing, der blandt andet stod bag sidste års vinderbil. Så der er ingen tvivl om Pro Sport og Outzen har en bil, der kan levere resultaterne.

– Det bliver superfedt og jeg glæder mig som var det første gang jeg skulle i en racerbil. Det er så fedt et løb, og alle mine sponsorer skal have tak for at dette kunne lykkes i 11. time! – udtaler en glad Michael Outzen til Racemag.

Den hurtige fynbo har tidligere kørt på Nürburgring. I april måned deltog han i et VLN løb også for Pro Sport, og derudover har han også tidligere kørt 24-timersudgaven tilbage i 2009 for Jan Kalmars daværende GRC-team.

Læs mere om de øvrige danskere til dette løb i en artikel senere i dag på Racemag.

Få en tur med rundt på banen i denne video med Michael Outzen fra sin debut i 24H Nürburgring – underholdende og mange overhalinger: