Michael Christensen stiger nu i graderne hos Porsche. Efter to år som Porsche-juniorkører er danskeren fra nu af blandt Porsches fabrikskørere.
Danskeren vandt Porsches udtagelse for to år siden og blev herefter Porsche-junior med først en sæson i den tyske Porsche Carrera Cup og herefter en fuld sæson i år i Porsche Mobil 1 Supercup. I begge serier kunne danskeren lære og tage sejre, mens han også blev bedste rookie i Porsche Supercup i år.
– Jeg er glad for, at Michael er endnu en af vores Porsche-juniorer, som tager springet op til vores fabrikshold. I de sidste par år har han vist mange gode kvaliteter og har vist den personlige udvikling, vi arbejder på i vores juniorprogram. Han er modnet og er en ægte professionel, både på og uden for banen, siger Hartmut Kristen, Porsche Motorsports øverste leder.
– Det er en drøm, der går i opfyldelse. At køre som Porsche-fabrikskører er en chance, man kun får en gang i livet. Jeg har lært så meget som Porsche-junior takket være den omfattende support, jeg har fået, og jeg har udviklet mig som racerkører og som menneske. Jeg vil gøre mit allerbedste for fortsat at leve op til den enorme tillid, Porsche viser mig, siger Michael Christensen.
Michael Christensen har sideløbende med Porsche Mobil 1 Supercup kørt i 24 Hours of Daytona og senest i Petit Le Mans. Hvor han skal slå sine folder i 2014 er endnu ikke afgjort, oplyser den 23-årige fabrikskører til Racemag.



