Danskerduoen i Blancpain Endurance Series nåede målet i premiereløbet på Monza i weekenden. En femteplads i Pro-Am-klassen tog Insight Racing i det 62 biler store felt.

Martin Jensen og Dennis Andersen kørte et solidt løb og tog en samlet 13. plads blandt de 46 biler, der gennemførte det tre timer lange løb på Monzas berømte asfalt.

– Monza var helt kanon, lige efter bogen og en top 5, som var målet. Det var et fedt løb, hvor vi havde rigtig god fart. Dog skal der arbejdes videre på kvalifikationen, da det er vores svage punkt pt. Vi har teamet og bilen til meget mere, og det skal udnyttes optimalt. Dennis kørte et rigtig fint løb og fandt meget pace gennem weekenden og er blandt de hurtigste ikke-pro-kørere. Forberedelserne til Silverstone (næste afdeling, red.) er begyndt, og motivationen er i absolut top hos alle i Insightracing Danmark, siger Martin Jensen til Racemag.

Vinderne blev Ramos/Rigon/Zampieri fra Kessel Racing, også i en Ferrari 458 Italia. Vinderne af Pro-Am var AF Corses Hommerson/Machiels/Bertolini, ligesom Insight Racing i den italienske GT3-racer.

Resultatet betyder dermed også, at danskerduoen er femmer i mesterskabet for Pro-Am-teams – helt som ventet i Racemags optakt til løbet.

Du kan se hele løbet her:

Eller som 50 minutters highlight-program her:

Næste løb i Blancpain Endurance Series er på Silverstone den 1.-2. juni.