DASU’s eliteudvalg og Team Danmark har udtaget yderligere to kørere til indplacering på listen over DASU’s Team Danmark Eliteatleter. Det drejer sig om Anders Fjordbach og Dennis Lind. Udtagelsen er sket på baggrund af de to køreres flotte internationale resultater i første halvår af 2016.

Anders Fjordbach er 25 år gammel og fra Aalborg. Karrierens foreløbige højdepunkter er to sejre i dette års udgave af det tyske langdistancemesterskab VLN, der udelukkende afvikles på den berømte og krævende Nürburgring Nordschleife. Løbene er vundet for det tyske team Phoenix Racing. Tidligere har Anders Fjordbach vundet 24-timers løbet i Dubai.

Foruden VLN deltager nordjyden også i dette års udgave af Renault Sport Trophy.

Dennis Lind er 23 år og fra Roskilde. Han deltager i år med stor succes i løbsserien Lamborghini Super Trofeo Europe, som han fører med en enkelt afdeling resterende. Resultaterne har medført han nu er indplaceret i Lamborghinis officielle juniorprogram.

Tidligere har Dennis vundet såvel det uofficielle europamesterskab for Formel Ford samt den prestigefyldte Formel Ford Festival i England. I 2013 vandt han som den yngste nogensinde DTC-mesterskabet i Danmark.

Se hvem der i øvrigt er indplaceret på Team Danmarks liste her.