Martin Jensen og hans amerikanske team Insight Racing vender denne weekend tilbage til Continental Tire Sports Car Challenge.
Efter det heftige uheld tidligere på året på Virginia International Raceway har teamet været nødt til at bygge en ny BMW M3 op. Tiden siden løbet på VIR i maj har teamet genopbygget og testet BMW M3 #19.
Når det går løs til sæsonfinalen EMCO Gears Classic presented by Key Bank på Mid-Ohio Sports Car Course, så er både teamet og den danske kører klar.
– Ja, vi er tilbage med nye kræfter, vi har kørt første træning i dag (torsdag, red.) og er stadig en smule efter de hurtigste, men det skal dog siges, at vi har afprøvet nogle ting, som vi ikke fik prøvet i testen sidst vi var her, nogle ting som ikke var bedre desværre. Og så har vi ikke været på nye dæk endnu, vi kæmper videre og en ny dag truer i morgen med forhåbentlig bedre resultat, siger Martin Jensen til Racemag.
Martin Jensen kører ikke længere sammen med Paul Gerrard, men skal dele den sort/hvide BMW med Tyler McQuarrie
– Jeg har fået Tyler som medkører, hvilket jeg er rigtig glad for. tyler matcher rigtig meget mig og min kørestil, så vi to kan få det bedste ud af bilen og vores ønsker til opsætning er stort set ens, hvilket bare gør alt nemmere for alle, siger Jensen videre og håber på at kunne vise gode resultater i weekendens løb af en speciel årsag.
– Vi kører begge med sort bånd om armene på lørdag i mindet om vores kollega Christian. Vi sender vores tanker til Christians familie i denne svære tid, slutter Martin Jensen.



