Martin Jensen og hans amerikanske team Insight Racing melder sig klar til 2,5 times race på Barber Motorsports Park i Alabama.

Continental Tire Challenge kører som sædvanlig løb sammen med Grand-Am Road Racing, hvor også Jan Magnussen er med i GT-klassen.

Magnussens tidligere teamkammerat i Team Den Blå Avis kører som sædvanlig i BMW M3 Coupe sammen med Paul Gerrard, når det går løs lørdag.

Martin Jensen har imidlertid været i USA i længere tid end vanligt for at følge teamet, der har opdateret på bygninger og BMW.

– Ja, vores team er jo flyttet fra Washington til Columbus, så jeg har været her siden 24. marts og har set, hvordan det hele er gået til, siger Martin Jensen til Racemag.

– Bilen er blevet opdateret en god portion efter løbet på Homestead, hvor vi endelig kunne få nogle brugbare data med hjem og studere. Vi regner stærkt med at være med længere fremme i feltet. Vi vil dog stadig gå efter et stærkt løbssetup. Så jeg er fuld af gode forventninger, og det er Insight Racing også, lyder det videre fra USA.

Martin Jensen og resten af det store felt kører første træning torsdag, kvalifikation fredag og løb lørdag.

Foto: Grand-Am Road Racing