Martin Jensen skulle oprindeligt blot køre et par løb for det amerikanske team RRT Racing. Derfor blev det til to starter for danskeren i Street Tuner-klassen i Continental Tire Sports Car Challenge, der er en supportklasse til Grand-Am-serien.
Men teamet har været så tilfredse med danskerens indsats, at de har sat ham i sædet sammen med teamets faste kører Paul Gerrard også resten af sæsonen.
Senest kørte Martin Jensen på Mid-Ohio, og her var danskeren længe med helt i front i klassen.
– Der var sket meget med bilen, efter vi havde været lidt utilfredse, så nu fungerede den rigtigt godt. Vi kvalificerede os som toer, og jeg førte løbet i 45 minutter, siger Jensen. Føringen bliver dog sat over styr i pitstoppet.
– Da vi pitter fra førstepladsen, får vi tanket og skal skifte hjul, men på forhjulet smider mekanikeren to møtrikker og må lægge luftpistolen fra sig. Det må man ikke, så vi kommer ud som nummer 22, men slutter dog som femmer, siger Martin Jensen videre. Resultaterne kaste umiddelbart mere af sig.
– Det er der da kommet noget godt ud af, for de har hyret mig til resten af sæsonen. Teamet står dog nok over et løb i Canada på Trois-Rivieres, hvor de frygter at få smadret bilen, siger Martin Jensen.
Det betyder, at den tidligere DTC-kører skal køre i New Jersey den 16.-17. juli samt på Miller Motorsports Park i Utah den 10.-11. september.
Fotos: RRT Racing