Martin Jensen fortsætter sin racerkarriere i USA, hvor han har truffet aftale om at køre indtil videre to løb i Grand-Am Continental Tire SCC.
Den tidligere DTC-kører er kaldt til USA for at køre for RRT Racing, der deltager med en BMW 328i i langdistanceserien, der kører som supportklasse til Grand-Am-serien med danske Kasper Andersen.
– Aftalen er kommet i stand gennem nogle mekanikere i teamet, som jeg kender fra tidligere. Det er en ny bil, så de kunne godt tænke sig mit input, så vi har lavet aftale om at jeg skal køre på Lime Rock og på Watkins Glen, siger Martin Jensen til Racemag.
Første løb for den nye arbejdsgiver var godkendt. En satsning i kvalifikationen gav bagslag, da teamet gik efter at sætte en sen tid på fri bane. Men da halvdelen af sessionen var gået, blev der rødt flag, og Martin Jensen og Paul Gerrard skulle starte som nummer 17 af 36.
– I racet begyndte det at regne før starten, og vi tog en chance og gik på slicks. Det betalte sig, for efter en time var vi i top ti og ti minutter senere var jeg toer og hentede ind på den førende, siger Martin Jensen om løbet.
– Vi valgte så at gå i pit efter 75 minutter og bytte kører og dæk. Min medkører kom ud på en sjetteplads, tog femtepladsen, da der så kom safetycar på banen. I genstarten sker der et crash i sving et, som vi desværre bliver involveret i og slutter som nier i løbet, siger Martin Jensen videre til Racemag.
– Men jeg fik da gjort god reklame for mig selv og fik skulderklap for løbet – og det er vigtigt, for forhåbentligt kan jeg få flere løb senere på året og måske også komme op at køre mod de store drenge næste år, siger Martin Jensen, der kan afsløre, at teamet har planer om at køre i GT-klassen i 2011.
Indtil videre bliver det ved de to løb i ST-klassen – næste løb allerede denne weekend på den tidligere Grand Prix-bane Watkins Glen.
Grand-Am-seriens kvalifikation kan i øvrigt ses live på nettet fredag via dette link.
Fotos: Kim Igel, www.igel.it og Grand-Am