Det har ikke ligefrem kørt på skinner for Marco Sørensen og Carlin i denne sæson i GP2. Derfor har han nu taget konsekvensen og parkeret GP2-karrieren til fordel for at satse hårdere på WEC for Aston Martin. Sideløbende fortsætter han også som udviklingskører hos Lotus i Formel 1.

Dermed synes danskerens drøm om Formel 1 at være sat på stand-by – og siger i øvrigt, at GT-satsningen ikke er lig med, at drømmen om Formel 1 er helt droppet:
– Det er min helt egen beslutning, og der er egentligt ikke så meget i det, siger han. Det er klart, at det kan se ud som om, jeg har droppet min drøm om Formel 1 totalt, men jeg ser det mere på den måde, at det er sat på pause. Jeg fortsætter som test- og udviklingskører hos Lotus, så jeg er ikke ude.

Marco Sørensen siger også til Racemag, at beslutningen kom ret hurtigt, men at han samtidigt har fået grønt lys til sit valg af baglandet:
– Beslutningen kom ret hurtigt. Jeg har vendt det med mine sponsorer og så videre, og endte op med, at det ville være bedre for mig at satse på at få en god sæson i WEC, end det er at ligge med GP2, som det gør nu. Som jeg ser det, så er det nemmere at åbne døre ved at køre godt i WEC, end det er at have problemer i GP2, og det er grunden til mit valg, siger han.

– Budskabet er, at jeg satser på Aston Martin, og jeg håber, at vi får en god sæson med WEC. Jeg holder fortsat alt åbent, og lige nu er det WEC, hvilket jeg ikke ser noget negativt, siger han til Racemag.

Hos Carlin tager Trevor Carlin skiftet pænt. I en netop udsendt pressemeddelelse siger han:
– Vi er meget kede af at se Marco forlade os på et så tidligt tidspunkt, og inden han fik chancen for at vise sit fulde potentiale hos os. Men vi forstår, at han har valgt at fokusere på GT i stedet. Han er en utroligt flink gut, og vi ønsker ham alt muligt held fremover, siger Carlin.