Marco Sørensen kan meget vel blive den næste dansker i Formel 2-mesterskabet efter Johan Jokinen har kørt dele af 2010-sæsonen. Nordjyden skal i hvert fald teste en af de hurtige formelvogne og håber på et sæde i serien næste år.
Marco Sørensen skal teste F2-bilen den 21. september på racerbanen i Valencia, Spanien. Testen er kommet på plads med hjælp fra Dansk Automobil Sport Union, der også har assisteret Johan Jokinen på vej mod klassen.
– Jeg ser frem til testen og forventer, at det kommer til at gå rigtigt stærkt. Jeg kender ikke så meget til bilen, så jeg tage nok nogle ekstra omgange inden jeg begynder at give fuld gas. Jeg kender heldigvis Valencia-banen rigtig godt, da jeg ofte har testet på banen tidligere i min karriere, siger Marco Sørensen i en pressemeddelelse.
– Der er utroligt stort mediedækning på F2, og alle løb sendes mere eller mindre direkte til de fleste lande i Europa. Bl.a. Eurosport har fulgt løbene tæt i år. Det er et godt produkt, som giver pay-back for sponsorer og Investorer. P.t. har jeg desværre ikke penge til at deltage i mesterskabet, men måske en god test kan hjælpe med dette, siger nordjyden, der efter at være blevet sendt ud af Renaults juniorprogram har måttet sidde over halvdelen af F3-sæsonen i Tyskland.
Vinderen af F2 får en test med Williams F1, der også har bygget bilerne. Top tre i mesterskabet 2010 kan erhverve superlicens, som er kravet for at køre F1.
Foto: FIA Formula Two



