Jan Magnussen og Ronnie Bremer var sammen med Robin Liddell med helt fremme i GT-klassen i 24-timersløbet på Daytona, indtil et problem ramte teamet efter blot to timer.
Hvad der viste sig at være et stik til 10 kroner skulle endnu en gang franarre Magnussen muligheden for at vinde i løbet og sikre sig det eftertragtede Rolex Daytona, der uddeles til vinderne.

Med Robin Liddell bag rattet kom Camaroen fra Stevenson Motorsport i føring, men efter kun to timers kørsel mistede bilen benzintryk. Bilen blev hevet i garage, hvor team og mekanikere kæmpede for at finde fejlen, men først meget sent fandt man ud af, at et løst stik til omkring ti kroner, forhindrede data til bilens computer og derfor blev der lukket for benzintilførsel. Det kostede 50 minutter og kørerne var derfor ude af kampen om sejren.
– Det er utroligt skuffende, at problemerne år efter år røver mig for min første sejr på Daytona, siger Jan Magnussen skuffet i en pressemeddelelse.
– Nu har jeg troet på sejr de sidste seks år, men hver gang sker der et eller andet uforventet. I år skulle det altså være et latterligt lille stik, der gav os problemerne. Vi havde et rigtigt stærkt team og nogle rigtig stærke kørere, så at vi allerede efter to timers kørsel var ude af kampen om en topplacering, var dybt frustrerende, slutter han.
Det var Ronnie Bremers debut på Daytona, og hans blot andet 24-timersløb i karrieren.
– Det er selvfølgelig rigtig skuffende, at vi ikke kunne vinde, når nu vi var de hurtigste, siger Ronnie Bremer, der kørte bilen over målstregen, da løbet sluttede kl. 15.30.
– Det har været en rigtig stor oplevelse og det har været fantastisk at være en del af teamet her på Daytona. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kunne have vundet, men sådan skulle det ikke være, så nu må jeg bare håbe, at jeg får chancen for at komme igen til næste år, slutter han.
Se resultatet fra årets Rolex 24 at Daytona her.
Fotos: Jan Kaiser



