Jan Magnussen lå til en andenplads, da venstre forhjul gav op og røg af under nedbremsningen til allersidste sving på allersidste omgang.
Danskeren havde ellers gjort god figur i løbet, hvor han fra sin anden startplacering måtte falde tilbage på tredjepladsen bag Volvo-duoen med Dahlgren foran Rustad.
På 11. omgang forsøger Jan Magnussen sig inden om Tommy Rustad i Volvoen. Det var dog unødvendigt, da normanden snurrer af omgangen efter i første sving, og Magnussen arver andenpladsen.
Den mister han som nævnt på sidste omgang, men Chevrolet-køreren fra Team Bauhaus tager sig i mål på tre hjul på en syvendeplads efter Robert Schlünssen, der dermed bliver bedste dansker.
– Da jeg bremser ind i sidste sving ryster den og mister forhjulet. Jeg prøver bare at få den rundt, hvilket lige lykkes. Så kan jeg bare sidde op ad langsiden og tælle dem, der passerer mig, siger Jan Magnussen lige efter løbet.
Bedste dansker kunne Casper Elgaard ellers have blivet, da han var godt med indledningsvist. På 3. omgang bliver BMW-køreren dog bremset, da Roger Ericsson måt trække til side med defekt. Det vinder både Schlünssen og Jason Watt på, så de to nu ligger otter og 10.
På fjerde omgang forsøger Elgaard sig med en overhaling inden om Jason Watt, men Team Telesikring-køreren forbremser sig og rammer Watt og Johan Stureson, der må udgå. Elgaard idømmes en drivethrough-straf for forseelsen, og indkasserer endnu én, da han kører for stærkt i pitlane.
Dermed starter VW Scirocco-køreren Patrik Olsson på pole position foran Jan Magnussen og Robert Schlünssen. Magnussens bil burde nå at blive klar til andet løb.
Resultat af første løb i Scandinavian Touring Car Cup i Gøteborg:
1 | Robert Dahlgren |
2 | Mattias Andersson |
3 | Fredrik Ekblom |
4 | Dick Sahlen |
5 | Richard Göransson |
6 | Robert Schlünssen |
7 | Jan Magnussen |
8 | Patrik Olsson |
9 | Viktor Hallrup |
10 | Jason Watt |
11 | Andreas Ebbesson |
12 | Tommy Rustad |
13 | Joakim Ahlberg |
14 | Michael Carlsen |
15 | Casper Elgaard |
DNF | Jan Nilsson |
DNF | Johan Stureson |
DNF | Roger Eriksson |
DNS | Thed Björk |
DNS | Viktor Huggare |
Foto: Morten Alstrup