Jan Magnussen fik i dag en godkendt debut på Nürburgring. Han stillede til start for Haribo Racing Team sammen med sin amerikanske makker Tommy Milner i en Corvette.

De havde præsteret en rigtig god kvalifikation, men allerede fra start af faldt bilen noget tilbage i feltet. Men vigtigst af alt fik begge kørere god erfaring med den legendariske bane, og Magnussen har nu fået sin debut op til 24 timers løbet på banen i maj måned. De to Corvette kørere endte med en placering som nummer 19.

Allan Simonsen sluttede derimod som en fin femmer i WRT-holdets Audi R8 LMS, som danskeren delte med svenske Edward Sandström, Andrea Piccini og Oliver Jarvis. Dog blev Audi-kvartetten af løbsledelsen idømt en straf for at have overhalet under gult flag og sat tilbage på 19. pladsen. Løbet her var led i forberedelserne til 24-timersløbet i juni.

Nürburgring er også banen, der er kendt som Die Grüne Hölle, det grønne helvede, og det navn levede banen desværre op til for Michael Outzen, der måtte udgå i dagens VLN løb. Den hurtige fynbo kørte for det tyske Prosport team i en Porsche Cayman, men måtte udgå med et defekt højre baghjulsophæng.

Danskeren Jan Kalmar deltog også i en Audi A3 sammen med Oskar Slingerland, og de opnåede en 7. plads i SPT3 klassen.

Det blev en dramatisk afslutning, da løbet kort før sin afslutning blev afbrudt med rødt flag på grund af et alvorligt uheld på den del af banen, der hedder Tiergarten.

Løbet blev vundet af Manthey Racing i Porsche GT3 R med Jochen Krumbach og Marc Lieb. Nummer to blev Audi Sport Team Phoenix i en Audi R8 LMS med Christopher Mies og Markus Winkelhock foran BMW Team Schubert i BMW Z4 med Jörg Müller, Dirk Müller og Uwe Alzen.