Robert Kubica gjorde en stormende entré i FIA ERC, da han i sin Lotos-indsatte Citroën DS3 RRC var hurtigste mand i shakedown forud for tredje afdeling af FIA ERC, Rally Islas Canarias.

Polakken kører ERC-løbet som optakt til sin indsats i WRC2, og selvom han var hurtigst i torsdagens shakedown, så er der stadig lang vej igen.

Kubica, der vandt det canadiske GP i 2008 og var regnet som et stort talent i F1, satser helhjertet på sin rallykarriere, efter det står klart, at han fortsat døjer med mén efter rallyulykken for to år siden.

Kubica var godt et halvt sekund hurtigere end Skoda-fabrikskører Jan Kopecky, der havde lokale Luis Monzon i MINI bag sig. Craig Breen i Peugeot var firer.

– Shakedown betyder ikke meget, men det var vigtigt at få noget tid i bilen og få mere information efter vores korte test her i mandags. Vi har stadig meget arbejde, men genrelt går det godt for os indtil videre, siger Kubica.

Rallyet starter fredag og afsluttes lørdag. Se optakt her.