Når Historisk Festival i den kommende weekend lukker motorsportssæsonen på FDM Jyllandsringen, så bliver det med et par Danmarksnyheder på gridden.

Det er dog ikke blandt de historiske racere, at nyhederne skal findes. Det bliver i Ferrari Scandinavia Challenge, hvor Johnny Laursen og Carsten Andersen deltager i hver sin Ferrari 458 Challenge.

Begge har tidligere deltaget i den internationale mærkeklasse og deltog også på Circuit La Sarthe som opvarmning til årets Le Mans (foto).

Tidligere på året gæstede serien, hvor der også er både 360 Challenge og GT samt 430 Challenge-biler, Padborg Park. Her var det dog et decimeret felt, der efter sigende skulle være en pæn del større denne gang.