Trods en tredjeplads i kvalifikationen til Ronnie Bremer og en podieplads i weekendens første løb til Christoffer Nygaard, endte FIA GT3-finalen på Zolder alligevel trist. Bremer udgik, mens Nygaard endte uden for pointene.

I søndagens andet løb spandt Bremers teammakker Norman Knop med bilen og mistede en del placeringer. Da Bremer overtog bilen efter pitstop forsvandt først servostyringen i Ascari-raceren, og derefter forsvandt strømmen

– Det var skuffende, men igen lærerigt. Når vi rammer setuppet er bilen fuldt konkurrencedygtig, så det skal der arbejdes meget mere med. Jeg skulle køre i mørke for første gang, så det var jeg meget spændt på, jeg havde snakket med Magnussen (Jan, red.) om det, og til det sagde han blot: “jamen, banen ligger da det samme sted, selv om det er mørkt”. Det gik da også fint og var en oplevelse, jeg havde på et tidspunkt rigtig meget fart i bilen, ærgerligt at bilen gav op til sidst.

Nygaard i top seks samlet

For Christoffer Nygaard blev weekendens første løb et af de bedste for Ford GT-køreren. Men det afsluttende løb blev langtfra det, makkerparret hos Fischer Racing havde håbet på.

– Når vi havde fået en pokal hjem efter at være startet første løb som nummer otte, så havde vi håbet på mere i andet løb, hvor vi startede som nummer fire, siger Christoffer Nygaard, der endte med at få en niendeplads efter en opkørsel gennem feltet.

Christoffer Nygaard på vej mod podieplads på Zolder i FIA GT3
Christoffer Nygaard på vej mod podieplads på Zolder i FIA GT3

– Florian kom af sted som firer, men så begyndte det at regne. Der kom safetycar på banen, fordi alle var på slicks, og da Florian kørte ind for at skifte dæk, kom jeg i bilen. Jeg er nede som 21’er, og så kørte jeg den igennem på regndæk og fik overhalet 6-7 biler, og så begyndte banen at tørre igen. Jeg valgte at blive ude, hvor andre kørte i pit, og så endte vi som nier, siger Nygaard.

Niendepladsen i søndagens sidste løb udløste lige akkurat ingen points til europamesterskabet, men alligevel kunne Florian Gruber og Christoffer Nygaard se tilbage på en sæson, hvor de sammen med Fischer Racing opnåede de mål, de havde opsat.

– Vi fik opfyldt vores målsætning om at blive bedste hold med en Ford i mesterskabet, og det blev vi. Vi havde også håbet på en sammenlagt top 10-placering, da vi startede, og den nåede vi også, siger Christoffer Nygaard.

– Men når vi så her til sidst står med en sjetteplads og ikke er så langt fra dem, som blev firer og femmer i mesterskabet, kan vi alligevel ikke lade være med at være lidt skuffede. Men sådan er sport jo.

Fotos: DPPI, Markus Berns