Kasper Andersen kan blive det næste store navn inden for international sportsvognsracing. I hvert fald hvis man spørger silkeborgenserens arbejdsgiver i USA. Selv kigger danskeren da også efter sine mere etablerede landsmænd.

– Jeg prøver at gå mine egne veje, men selvfølgelig ser man på, hvad de gør for at få inspiration. Min drøm og mit mål var altid at køre i Formel 1, men efter at have kørt race i mange år på højt niveau i formelbiler med gode resultater indså jeg, at det oftest handlede om at have en stor sum penge med, hvis man ville have et godt sæde, siger Kasper Andersen til Grand-Am-seriens hjemmeside.

– Jeg er i motorsport fordi jeg ved, at jeg er hurtig og fordi jeg ved, at jeg har potentialet til at nå meget langt, og det er derfor racing i Grand-Am Rolex Sports Car Series er en stor mulighed for mig, da jeg kan måle mig med nogle af verdens bedste sportsvognskørere, fortsætter Kasper Andersen.

Endnu er der er ikke en dansk kanal, der viser Grand-Am-serien, selvom den på regelmæssig basis har både Kasper Andersen, Jan Magnussen og senest Ronnie Bremer som deltager. Også Martin Jensen står på spring op i GT-klassen i den kommende sæson.

– Desværre er Rolex Series ikke så kendt endnu, for der er ikke rigtig noget tv-visning af det i Europa. Jeg synes, at det er noget vi skal arbejde på sammen med Grand-Am. Rolex Series har fantastiske kampe uge efter uge, men motorsportsfans ved det ikke endnu i Europa, siger Kasper Andersen og indrømmer, at han ligesom andre danskere i Staterne er faldet godt til takket være den særlige stemning.

– Jeg kan virkelig godt lide det, der er en mere afslappet atmosfære på en god made, og vi kører noget godt ræs med masser af action, og det er det, racing handler om. Jeg kan godt forestille mig selv køre i Rolex Series mange år frem, slutter danskeren.

Kasper Andersen kører som tidligere nævnt her på Racemag udvalgte løb i 2010 med sigte på en fuld sæson i  2011 i Starworks Motorsports’ Flex-Box-sponserede BMW-Riley.

Foto: Grand-Am