Kasper Andersen har netop testet Grand-Am-prototypen på Lime Rock Park, der lægger asfalt til næste afdeling af den amerikanske langdistanceserie.
På Memorial Day kører prototyperne for første gang på den bakkede bane i Connecticut, men inden da har en stor del af feltet brugt en testdag på banen.
Kasper Andersen var med for sit Startworks Motorsport-team for anden gang, efter danskeren måtte stå over seneste løb grundet den berømmede askesky.
– Det var en rigtig god test for mig, jeg manglede kun 0,4 sekund til den hurtigste. Fornemmelsen af både bil og team var rigtig god, og derfor er jeg også sikker på, at vi kan hente meget mere fart i bilen, siger Kasper Andersen til sin hjemmeside.
– Daytona prototype-bilen og Rolex Sports Car Series er en rigtig superklasse, men jeg skal lige vænne mig til at dele bil med min teamkollega, og at det dermed ikke udelukkende er op til mig selv at levere resultater. Jeg er sikker på, at når vi kommer lidt længere frem på sæsonen, så skal der nok komme podieplaceringer, siger Kasper Andersen videre.
Femte afdeling i Grand Am – Memorial Day Classic – afvikles den 31. maj. Også Jan Magnussen er på plads for Stevenson Motorsport i GT-klassen.
Foto: Grand-Am Series