Johan Jokinen kan denne weekend se til, mens konkurrenterne i FIA Formula Two kører løb på Zolder. Selv om det er en ærgerlig Jokinen, Racemag fanger, så er det et helt bevidst valg, der ligger til grund for fraværet i formelserien denne weekend.
– Selvfølgelig ville jeg gerne have været med i Zolder sammen med resten af F2-feltet, men som tingene har udviklet sig har vi valgt ikke at deltage i denne afdeling af mesterskabet. Det er en fed bane, som jeg i Formel Renault 2.0 nød at køre på, både i regn og tørt, men det er samtidig en bane, der ikke bliver brugt af hverken GP2 eller Formel 1, så sammenlignet med mange af de andre ræs på kalenderen har den ikke en speciel stor vigtighed, hvis vi skal tænke på min fremtidige karriere, siger Jokinen til Racemag.
Jokinen blev fra sæsonstart udråbt som en af favoritterne i det genoplivede Formula Two-mesterskab – blandt andet af seriens bagmand, Jonathan Palmer. Uheld og tekniske defekter har dog effektivt sat danskeren ud af den kamp.
– Som sæsonen har udviklet sig er mine mesterskabschancer blevet formindsket for hver løbsweekend. Jeg har vist at jeg har været hurtig på samtlige baner vi har været på – kun en enkelt gang har jeg været udenfor top 5 i kvalifikationerne – men desværre har ikke et eneste af mine løb udviklet sig som jeg havde håbet på, hvilket ærgrer mig lidt da jeg klart er en ’racer’ og ikke en ’qualifier’, siger Jokinen videre og fokuserer på fremtiden, der ligger i hænderne på det engelske managementfirma Goman.
– Vi har over de sidste par måneder haft gang i nogle forskellige projekter, som på det sidste har udviklet sig meget positivt. Min manager Rick Gorne har arbejdet hårdt på et par tiltag, der burde hjælpe mig videre i karrieren og hjælpe mig med at udvikle mig som kører. Han har vist sig at være yderst dygtig til det han laver, og jeg er ikke i tvivl om at han træffer de rigtige valg for mig, siger Jokinen.
– Af de grunde har vi så derfor valgt ikke at stille til start i Zolder, da der rent erfaringsmæssigt umiddelbart ingen gevinst er ved det, og pengene skal dog stadig bruges med omhu. Jeg føler, at Rick og jeg er på bølgelængde, og med hans erfaring kan jeg kun lytte til hans råd om hvordan vi bør disponere over vores budget, siger Jokinen og henviser til Gornes mere end 30 år i branchen.
– Jeg glæder mig mest af alt til, hvad der venter på mig i den anden halvdel af sæsonen. Med de meldinger jeg har fået, kan det blive rigtig sjovt, og jeg har stor tillid til de folk, der arbejder for mig. Nu glæder jeg mig også til at se nogle af mine venner på Jyllandsringen i weekenden i de ekstra fridage, jeg pludselig har fået og har haft brug for, slutter Jokinen.
Foto: FIA Formula Two