Johan Jokinens bagland har i længere tid arbejdet på at finde et sæde i GP2 til det unge talent. Den plan er tilsyneladende nu kørt i pit, da formelkøreren sætter anparter på højkant for at sikre et sæde i denne sæsons F2-mesterskab.

Det oplyser køreren i en pressemeddelelse, hvor han offentliggør intentionen om at sælge anparter – med det mål at nå en af de større klasser inden for en overskuelig årrække og tilbagebetale investeringen via lønnen.

– Ved at købe anparter i Johan Jokinen Racing ApS støtter man min drøm om en karriere i international motorsport. Det er en dyr sport, og hverken jeg eller min familie har længere råd til det på egen hånd, siger Johan Jokinen.

Anparterne tilbagebetales med op til 3 gange den dag det lykkes Johan Jokinen at få et betalt sæde i f.eks. Formel 1, DTM, WTCC eller Le Mans- serien, lyder det.

– Men det umiddelbare mål er at skaffe penge nok til at få mig i et Formel 2-sæde i 2011. Det er et af de bedste udstillingsvinduer i sporten, og de store teams holder skarpt øje med denne klasse, siger Johan Jokinen videre.

Man kan møde Jokinen på Aarhus Racing Show denne weekend i Ridehallen og høre mere om mulighederne for at investere i racerkøreren. I øvrigt en model, som nordjyske Marco Sørensen også har lanceret.

Foto: FIA Formula Two