Jason Watt er blandt de absolutte tilhængere af det nye NGTC-reglement til STCC fra 2012-sæsonen og frem. Den tidligere DTC-mester ser frem til spændende race.
Når Scandinavian Touring Car Championship i 2012 triller ud på startgridden for første gang, så bliver det med helt nye racere. Selvom det bliver et overgangsår, hvor de nuværende S2000-biler er tilladt og de nye racere vil have færre heste, så bliver det en ny start for motorsport i Skandinavian. Det mener flere, heriblandt Jason Watt.
– Jeg synes, det er helt fantastisk med det nye reglement, og det er også et, jeg har slået på tromme for. Det bliver allerede fra starten muligt at alliere sig med fx et engelsk team, så man kan komme billigere i gang frem for at stå og bygge selv hjemme i garagen, siger Jason Watt til Racemag.
SEAT-køreren ser dog også sportslige fordele ved reglementet.
– Det glæder mig, at de ikke har holdt fast ved udelukkende at køre med baghjulstræk. Det er godt, at der er både det og forhjulstræk, for så vil der være forskellige fordele. Forhjulstrækkerne vil nok være bedre i kvalifikationen, mens baghjulstrækkerne vil have en lille fordel over distancen. Og det vil også variere fra bane til bane, så det vil give ufatteligt spændende race. Det vil ikke være givet, hvem der er Ferrari, og hvem der er Force India i dét felt, siger Watt.
Mens FIA i både rally, baneløb og fremover også i F1 vil diktere 1,6 liters turbomotorer, så er den bilglade racerkører glad for, at STCC vælger det britiske reglement med tolitersmotorer.
– Jeg forstår ikke, hvorfor 1,6 liters motorerne i WTCC skal pines for at kunne yde 300 hk, når en tolitersmotor kan yde det samme med den ene arm på ryggen, slutter Watt.
Foto: Thomas Norsted, Racemag



