Efter den enorme skuffelse på Le Mans, er det tid for Jan Magnussen og Corvette Racing til at se fremad. I det seneste løb i TUDOR United Sportscar Championship blev det til en fjerdeplads og vigtige point for Jan Magnussen og Antonio Garcia, der fik en oprejsning ovenpå skuffelsen i Frankrig. Men nu skal der flere point på bordet, og de små fejl, der kostede på Watkins Glen, skal ikke med til Mosport i Canada ved weekendens løb, skriver Jan Magnussen i sin klumme på Motorsport.com.

– Nu har vi fået et løb bag os efter skuffelsen på Le Mans, og det var rart at komme videre med gode point og en andel i mesterskabsføringen. Vores bil, der blev smadret på Le Mans, bliver der stadig bygget på hos Pratt & Miller, og vi kørte med Larbre Competitions chassis på Watkins Glen. Den bil var Corvette #4 i første halvdel af 2014, skriver han.

Løbet på Watkins Glen fik en spændende start, da de fleste startede på slicks i håbet om, at banen ville tørre hurtigt op. Det skete dog ikke, for regnen vendte tilbage få omgange inde i løbet. Regnen havde forinden også spoleret kvalifikationen, der blev aflyst. Derfor blev startpositionerne sat efter pointstillingen, hvilket var godt for Magnussen/Garcia, som kunne veksle deres mesterskabsføring til en pole i klassen.

Løbet gik dog ikke problemfrit for teamet. Jan startede i bilen, og fik midt i første stint problemer med pick-up på dækkene. Det blev løst til 2. stint. Dernæst kom Antonio Garcia i bilen, og spanieren gjorde som altid et godt stykke arbejde, skriver Jan Magnussen:

– Antonio gjorde – som altid – et godt stykke arbejde, men desværre fik vi et meget dårligt pitstop hen mod slutningen. En hjulnøgle fejlede, så vi mistede en masse positioner. Men det til trods, så synes jeg, at 4. pladsen var et godt resultat, og det var muligvis lidt bedre end det, vi faktisk havde speed til, forklarer han i klummen.

Den næste opgave venter Jan Magnussen og Corvette Racing i den kommende weekend i Canada. Mosport – eller Canadian Tire Motorsport Park, som banen retteligt hedder, er et sted med gode minder for roskildenseren. Sidste år endte det nemlig med en sejr, og Jan Magnussen er også meget glad for banen:
– Baner som Watkins Glen og Mosport er rigtige “oldschool”-baner. Hvis du laver en fejl her, så er der konsekvenser. Det holder en skarp og fokuseret. På andre baner, som eksempelvis COTA kan du godt lave en fejl, for der er masser af afkørselsarealer. Sikkerheden er naturligvis meget vigtig, men de her gamle baner bliver bare ved med at være en unik udfordring.

Jan Magnussen ser også frem til weekenden i Canada af en anden årsag – Corvette Racing har nemlig en solid fanbase i Canada på grund af den legendariske Corvette-kører Ron Fellows:
– Corvette har en kæmpe fanbase i Canada på grund af Ron Fellows. Han har været en del af Corvette-familien i meget lang tid, og han gør et godt stykke arbejde i Mosports ejerkreds nu. Det bedste er, at de har formået at forbedre stedet og dets sikkerhed, uden at fjerne udfordringerne på banen. Det er stadig et utroligt rush at køre der, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage i bilen denne weekend, afrunder Jan Magnussen på Motorsport.com.

Løbet kan følges live på imsa.com på søndag. Link følger på vores Facebookside.