Grand-Amløbet på Daytona bød på endnu en kostbar pitfejl for Jan Magnussen, der var tilbage i Chevrolet Camaro GT.R sammen med Gunther Schaldach.

På vej ud fra pitstop rammer Magnussen en konkurrents hjul, der ligger i pitlane. Den forseelse takseres til en stop-and-go-straf på et minut, og dermed var makkerparret i Stevenson Motorsports reelt sat ud af spil.

En niendeplads blev det til, selvom duoen var oppe på fjerdepladsen. Uheldet følger to tidligere episoder i ALMS i Corvette Racing, hvor pitstop har kostet dyrbar tid.

– Når man sidder i en racerbil, kan man intet se omkring bilen i pitten og derfor er vi afhængige af de oplysninger, vi modtager over radioen. Og når vi får besked på, at vi kan køre, så kører vi. Vi kan ikke se, om der er et dæk eller lignende foran bilen, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

– Det er selvfølgelig rigtig, rigtig ærgerligt, at vi får en straf, da vi endelig er ved at kunne være med fremme i vores Camaro, men sådan er det. Ræs er en teamindsats, og nogle gange, så er det desværre de kendte små marginaler, der gør forskellen, siger Magnussen, der på vej ud fra pitstoppet påkører teamkammeraternes hjul.

– Teamet havde problemer ved pitstoppet på den anden bil, og derfor havde de fået flyttet på deres dæk. Det er vi ikke opmærksomme på, så derfor rammer vi det. Men vi er ved at have udviklet bilens potentiale, hvilket vi også fik vist, da teamets anden bil kunne køre ind på tredjepladsen. Det er teamets første placering på podiet i år og den første af slagsen for den nye Camaro, slutter Magnussen.

Foto: Jan Kaiser