De 24 timer på Daytona-banen i slutningen af januar var ikke en enlig svale for Jan Magnussen. Danskeren, der gjorde endnu et forsøg på at vinde det eftertragtede Rolex-ur, har nu skrevet kontrakt med Stevenson Motorsport om at køre resten af Grand-Am-serien.
Dermed skal Big Mag atter i aktion i Grand-Am-serien, som han har gæstet flere gange de senere sæsoner, både i klassen for prototyper og for GT-biler. Magnussen skal dele en af Stevenson Motorsports Chevrolet Camaro GT.R med Gunther Schaldach.
Magnussens øvrige forpligtelser gør dog, at Jan Magnussen blot kan køre otte af de tilbageværende 11 løb.
– Jeg elsker at køre ræs, så jeg er super glad for, at det er blevet muligt at køre flere løb for Stevenson Motorsport. Vi havde et rigtig godt samarbejde på Daytona og til trods for, at det er en ny bil, så viste vi, at den var konkurrencedygtig, så jeg er sikker på, at vi skal være med til at kæmpe om sejre. Grand-Am-klassen byder på tæt ræs, og når jeg så samtidig skal køre den konkurrencedygtige GT-klasse for Corvette i den Amerikanske Le Mans-serie, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg er så heldig, at jeg får det bedste af to verdener, siger Jan Magnussen ifølge en pressemeddelelse.
– Der er så mange arbejdsløse racerkørere eller kørere, der skal medbringe penge for at få et sæde, så at min kontrakt med General Motors har åbnet endnu en dør til et fantastisk job, er næsten for godt til at være sandt, slutter han.
Næste løb for Magnussen i Grand-Am bliver allerede den 6. marts på Homestead i Florida.
Kalender for Grand-Am-serien i 2010:
5. – 6. marts, Grand Prix of Miami, Homestead Miami Speedway
8. – 10. april Porsche 250, Barber Motorsports Park
23. – 24. april, Bosch Engineering 250,Virginia International Raceway
28. – 31. maj, Lime Rock Park, Lime Rock Park
4. – 5. juni, Sahlen’s Six Hours of The Glen, Watkins Glen International – Long Course
18. – 19. juni, EMCO Gears Classic presented by KeyBank, Mid-Ohio Sports Car Course
2. – 3. juli, Daytona 250, Daytona International Speedway
16. – 18. juli, New Jersey Motorsports Park, New Jersey Motorsports Park
6. – 7. august, Crown Royal 200 at The Glen, Watkins Glen International – Short Course
27. – 28. august, Circuit Gilles Villeneuve, Circuit Gilles Villeneuve
10. – 11. september, Miller Motorsports Park, Miller Motorsports Park
Løbene vises på live på SPEED, og livetiming kan følges via http://www.grand-am.com/
Foto: Jan Kaiser