Det var en rørt Jan Magnussen, der allerede i sin debut som teamejer og kører kunne træde op på det højeste podietrin i Auto-G DTC.

– Vi har arbejdet nat og dag for at blive klar til løbet, og vi vidste godt, at der skulle komme udfordringer undervejs, siger den nybagte teamejer Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

Magnussen startede toer efter John Nielsen i første løb, men den position kunne han ikke holde.

– Men jeg manglede topfart under løbet, hvor jeg sakkede bagud og endte på en fjerdeplads, siger Jan Magnussen.

Til andet løb blev der traditionelt byttet om på de otte første pladser, hvilket betød, at Jan Magnussen startede femmer foran henholdsvis Casper Elgaard, Dennis Lind og John Nielsen. Og allerede på anden omgang blev der udvekslet knytnæver mellem kamphanerne.

– John (Nielsen, red.) vil udbremse mig for enden af langsiden, hvilket da også lykkedes. Men han bremser så sent, at han rammer Casper Elgaard, bagi, så han snurrer rundt — og da John samtidig får tildelt to strafbaner, er mit held pludselig vendt, siger Jan Magnussen.

Med de værste konkurrenter ude af spillet kunne den regerende DTC-mester koncentrere sig om at få nogle hurtige omgange i kassen, og efter otte ud af de i alt 13 omgange overtog Magnussen førerpladsen, da norske Marius Nakken i den førende bil lavede en bremsefejl for enden af langsiden.

– Det er helt perfekt, det her! Gutterne har kæmpet som gale i dage og nætter for at det hele skulle lykkedes. Af forskellige årsager blev belutningen om at stille op i DTC først endeligt truffet i sidste øjeblik, og jeg havde vel kørt et kvarters test i bilen, før vi stod her på Padborg Park med teamcrew, racerbil og helt ny truck, siger Magnussen.

– Magnussen Racing Experience består af nogle fantastiske gutter, og jeg skylder dem alle en kæmpe tak for, at vi kan angribe DTC-sæsonen ved at lægge os forrest i mesterskabet allerede fra første weekend.

Med en fjerdeplads i første løb og en førsteplads i andet fører Jan Magnussen og Magnussen Racing Experience nu den samlede stilling i Danish Thundersport Championship. På andenpladsen er Casper Elgaard, på tredjepladsen norske Marius Nakken.