John Nielsen tager premieresejren i Auto-G DTC på Padborg Park.
Veteranen fra Polar Seafood Racing startede sikkert fra pole position og kunne sejre i første løb. Det var dog ikke helt uden opmærksomhed bagfra. Dennis Lind satsede i starten og trak til højre, hvor kørerne foran trak ind til venstre i første sving. Her kunne DMD-køreren smutte uden om Jan Magnussen og endda Casper Elgaard, der også havde stukket næsen op foran Jan Magnussen i starten.
Lind pressede flere gange Nielsen i front, men forspringet bølgede noget frem og tilbage i et løb, der var præget af afbrydelser.
Allerede på anden omgang blev Jesper Sørensen vendt rundt i sidste sving. Polar Seafood-køreren kunne ikke umiddelbart komme afsted igen, men med bjærgningskøretøjerne truende på inderkredsen fik han gang i sin DTC-racer igen.
Godt midtvejs i det 13 omgange lange løb er den gal igen. Debutanten Patrick Egsgaard er røget af i startfasen af løbet på banens bagerste del og får nu også selskab af gæstekører Elliot Winther. Winthers afkørsel får safetycaren på banen, indtil de to biler er ryddet. Med fem omgange tilbage sættes feltet igang igen, men fristen er kort, indtil Kim Rødkjær også kører af banen i sving 5.
De to sidste omgange i løbet giver ikke yderligere dramatik, så John Nielsen vinder foran Dennis Lind og Casper Elgaard.
Resultatet af første løb i DTC ved OK Padborg Open:
|
Pos |
Navn |
Bil |
|
1 |
John Nielsen | Ford Mustang |
|
2 |
Dennis Lind | Chevrolet Camaro |
|
3 |
Casper Elgaard | Chevrolet Camaro Gen-5 |
|
4 |
Jan Magnussen | Chevrolet Camaro ZZ4 |
|
5 |
Anders Fjordbach | Ford Mustang |
|
6 |
Marius Nakken | Chevrolet Camaro Gen-5 |
|
7 |
Nicki Petersen | Ford Mustang |
|
8 |
Jesper Sørensen | Ford Mustang |
|
9 |
Molly Pettit | Ford Mustang |
|
10 |
Kim Rødkjær Sørensen | Chevrolet Camaro Gen-5 |
|
11 |
Elliot Winther | Ford Mustang |
|
12 |
Patrick Egsgaard | Chevrolet Camaro |


